Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Næste avis udkommer d.10. oktober

Se flere nyheder her

Artikel
09-05-2017

Forårsvarme og fede oplevelser i Fårup Sommerland

Gæsterne kan se frem til en vild oplevelse med nyheden ’Hvirvelvinden’, efter Fårup Sommerland åbnede i lørdags den 6. maj. Traditionen tro blev sæsonen sat i gang med motorcykeltræf i det smukkeste forårsvejr.

Tekst & Foto: Louise Kande

- Vi har glædet os til en ny sæson i Fårup Sommerland med masser af nye oplevelser. Vi åbnede traditionen tro med motorcykeltræf i flot solskin, hvor vi fik besøg af mere end 3.500 flotte motorcykler, der kørte kolonnekørsel og sluttede med at mødes i parken, siger Fårup Sommerlands direktør, Per Dam Jensen og tilføjer:
- Sæsonens gæster kan især glæde sig til at prøve vores nye svimlende forlystelse, Hvirvelvinden, hvor man bliver kastet rundt i luften fra side til side og om ens egen akse i 19 meters højde.

Udvidelse af hotellet er klar til brug
- I løbet af vinteren har vi udvidet Hotel Fårup, så parkens og hotellets gæster kan spise frokost og aftensmad i hotellets restaurant, og samtidig er der flere muligheder for konferencer, fester og miniferier. Hotellets mange muligheder er med til at understrege vores nye motto: ’De største oplevelser er dem, vi har sammen’. For hotellet er indrettet familievenligt og er som skabt til hyggelige timer sammen. Vi åbnede hotellet sidste år, og det var en stor succes, hvor over 10.000 gæster boede og kombinerede besøget i Fårup Sommerland med en miniferie, siger Per Dam.

Livekoncerter og børnefestival
- I løbet af forsommeren har vi arrangeret ’Børnefestival’ hvor populære gæster kommer og underholder børnene. Man kan glæde sig til at møde Onkel Reje, Quizmonster, Motor Mille og kendte deltagere fra MGP og X-Factor 2017. I august holder vi en række live koncerter med trækplastre som Page Four, Citybois, Gulddreng og Joey Moe. Så der er store oplevelser i vente for både små, unge og voksne, siger Per Dam.

Set & Sket

Fredag d. 28. april var 100 udvalgte Facebook-fans af Fårup Sommerland med til at teste Hvirvelvinden sammen med Flyvestation Aalborg. Deriblandt fandt vi Simon på 11 år og Tobias på 13 år fra Aalborg. De var med til den første prøvetur med Hvirvelvinden. Var det vildt? - Meget vildere, end vi havde regnet med, svarede Simon hurtigt. Drengenes tidligere favoritter; Falken og orkanen, er nu slået af Hvirvelvinden.

-Jeg faldt først i søvn kl. 01 i nat og vågnede igen kl. 05 af bare spænding, fortalte Simon glædestrålende. Det var mega fedt, at benene bare hænger frit og dingler og man har en fornemmelse af at man falder ud, men det gør man heldigvis ikke, sagde Tobias med et smil. Simons mormor havde vundet to billetter til indvielsen af Hvirvelvinden blandt flere tusinde, men havde rundhåndet foræret sin billet til Simons kammerat: - Det er ikke lige noget for hende, sagde Simon. - Vi havde bare cyklet, hvis ikke Simons mormor havde kørt os, forklarede Tobias afslutningsvis.

 

Læs flere nyheder