Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Næste avis udkommer d. 19. december

Læs den seneste avis her 

Artikel
06-12-2017

Glaskunst Blokhus flytter til Kulturhuset Blokhus

Glaskunst Blokhus lukker forretningen på Aalborgvej 16 den 17. december 2017 for i stedet at flytte i 250 m2 helt nye lokaler i Kulturhuset Blokhus. Dette som et led i endnu en udvidelse af oplevelses-centeret ved Skulpturparken og Kulturhuset i Hune.

Kulturhuset Blokhus udvider med 250 m2 ny tilbygning, der bl.a. skal huse stor kunstbutik samt helt nyt indgangsparti m.m.

Det går ikke stille for sig i Kulturhuset Blokhus. Oplevelsescenteret, der bl.a. også rummer Skulpturparken Blokhus, er nemlig i en rivende udvikling. Besøgstallene stiger markant, det samme gør efterspørgslen på fester og selskaber i huset og det betyder behov for udvidelse og effektivisering på flere områder. Parken forventer i udgangen af denne uge at nå målet med 100.000 besøgende gæster i år. - Vi har netop indgået entrepriseaftale med byggefirmaet Keld og Johs, som starter op lige efter nytår. Hele indgangspartiet flyttes og udvides gevaldigt. Der bliver etableret nye dametoiletter og garderobe mv. - ligeledes får vi lavet lidt flere p-pladser, og dermed endnu mere plads til de mange besøgende i huset, fortæller direktør John Andersen.

Indgangspartiet samt de flere nye parkeringspladser vil mere eller mindre blive placeret der hvor de gamle skure og hvor børnehaven er placeret nu. Børnehaven flytter nemlig i nye og større lokaler til nytår, derefter nedrives alle de gamle bygninger på stedet. Der bliver samtidig også udvidet med yderligere ca. 330 m2 køkken-, lager og gartnerfaciliteter, hvorved den samlede bygningsudvidelse bliver på ca. 580 m2. Til påsken forventes de nye tilbygninger ved Kulturhuset Blokhus at være færdig. 

Glaskunsten i nye lokaler - "Flyttesalg"

De seneste 6 måneder har man i Kulturhuset, med stor succes, solgt forskellige glaskunst-varer, brugskunst og kunstværker. - Vi har nogle helt unikke varer og vi har erfaret, at det ikke betyder noget, om kunderne skal forbi Kulturhuset for at købe disse. Derudover synes vi, at det vil give en flot synergi til både kulturhuset og ikke mindst Skulpturparken, at få etableret en spændende kunstbutik i forbindelse med de kommende udvidelserne af huset, fortæller John Andersen.

Ved samme lejlighed kan oplyses, at butikken inklusiv ejendommen på Aalborgvej 16 er aftalt solgt pr. nytår til andet formål. - Vi har nogle helt fantastiske kø-tilbud og flytte-salgsrabatter frem til og med den 17. december, hvor glaskunst-butikken definitivt lukker ned på adressen Aalborgvej 16, afslutter John Andersen. 

Læs flere nyheder