Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Sommeravis 4 her

Artikel
19-06-2018

Herregården Bratskov bliver vakt til live

Torsdag den 28. juni lyder startskuddet til den 21. levendegørelse af Herregården Bratskov. Mere end 60 aktører klædt i dragter fra ”dengang” levende fortæller, om ”dengang morfar var ung”.

Tekst: Lotte kande – Foto: Poul Nymark

Der vil som de foregående år køre hestevogn i parken, hvor også ponyerne er klar til at give børnene en ridetur. I smedjen står smeden klar til at smede hestesko, ligesom både skolelæreren og skomageren også er klar til at byde velkommen til både store og små.

I kælderen står den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik. Inde i herregårdens flotte stuer sidder alle de flittige hænder og fremviser gammelt håndværk, og ude på gårdspladsen sørger slotsherren sammen med spillemændene for den hyggelige musikalske stemning – alt imens der i de mange boder på gårdspladsen vises gammelt håndværk.

I lighed med de tidligere år vil der være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske grøntsager, jordbær, honning, marmelader og is.

Det sker uge for uge:

  • Den 28. juni skydes levendegørelse i gang, med temaet ”Gamle sange og lege” hvor der traditionen tro er besøg af børnehaven fra Elmevej i Brovst.
  • Den 5. juli viser Edwin Carstensen sin samling af gamle håndredskaber. Han har altid interesseret sig for værktøj af en hver slags fra de gode gamle dage og samlet igennem mange år.
  • Den 12. juli kan der studeres runde former og blankt pudset lak, når den gamle herregård besøges af veteranbiler. Veteranbil entusiaster fremviser deres biler frem, og der vil være rig mulighed for at få en snak med ejerne.
  • Den 19. juli er der besøg af Inger Thunbo og hendes opvisning med Historisk Mode fra 50’erne under temaet ”En sommerdag i 50’erne – fra morgen til aften”. Her fremvises et udvalg af hendes samling af sommerklæder fra gamle dage med alt fra natkjole til de store selskabskjoler.
  • Den 26. juli kommer tre friske vaskepiger, som viser, hvordan man i gamle dage vaskede sit tøj. Der vil blive vasket på vaskebræt, i en gammel vaskemaskine og en vaskeheks.
  • Den 2. august afvikles årets sidste levendegørelse. Der bliver besøg af Han Herred Traktorlaug, som laver en flot udstilling af gamle maskiner og traktorer.

Levendegørelsen af Bratskov finder sted hver torsdag fra kl. 10.00-13.00 i ugerne 26-31. Der er som altid gratis entré og spændende rundvisning hver torsdag kl. 11 på Bratskov.

Læs flere nyheder