Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Pinseavisen her

Artikel
14-05-2018

Højt humør i Hune Naturbørnehave

For Hune Naturbørnehaves daglige leder Søren Kjelds, der er født i Aalborg i 1964 og opvokset i Himmerland, med tre søskende (pædagoger og en sømand) og en far der var cigarruller-isolatør-pædagog, samt en mor der var hjemmegående og skilt trykker -  har naturen betydet alt.
Der var højt humør og en dejlig stemning blandt børnene i Hune Naturbørnehave - herligt at opleve den impulsive begejstring, som børnene udstrålede.

Tekst: Poul Erik Aagaard – Foto: Presse

Søren har fået Naturen ind med modermælken: -Fars familie havde jagt- og fiskeri som den store hobby, altid et dyrehold i min barndom; alt fra skildpadder til heste. Mors familie er fra Hals, hvor det at fiske var en selvfølge og kreative evner var en medfødt ting, fortæller han. Selv er Søren Kjelds far til to piger, Sine på 23 år og Anna på 20 år og er bosat i Aabybro.    

Interesser

Søren Kjelds har mange interesser. Først og fremmest familien, naturen, fiskeri og haven.  – Og min hund Tino, supplerer han. - Hertil kommer, at jeg holder meget at lave fortællinger gennem mit Eventyr Mageren som er et lokalt samarbejde med Naturvejleder Søren O. Sørensen. Jeg holder af at tage ud med egne fortællinger og historiske fortællinger på bestilling fra børnehaver, skoler, private, gamle som unge, fortæller Søren, der også nyder at slappe af med en gammel LP fra den gang der blev lavet ”rigtig” musik, og historisk læsning fra før den selvlukkende skuffe.

Arbejde

I de unge år arbejdede Søren en del med industri arbejde - alt fra bryggeri til hegnopsætning. - Jeg var også på den nu nedlagte højskole i Støvring, hvor jeg fandt ud af, at jeg ville være pædagog. I 1988 bliver Søren uddannet på Aalborg Pædagogseminarium som børnehavepædagog. Han har arbejdet indenfor Børnehave-Fritidshjem-Skole-Voksen psykiatrien samt indenfor opsøgende gade arbejde. Søren startede i Hune Friskole børnehave i maj 2009, hvor han var vikar for lederen. I sommeren 2009 bliver han ansat som leder, da den tidligere leder gik på pension.

Naturbørnehaven blev selvstændig i december 2011 efter friskolens konkurs (Red: Nu Kulturhuset Blokhus.). En aktiv forældregruppe startede da fribørnehaven, hvor Søren blev genansat som pædagogisk leder, og administrative opgaver blev varetaget af Kvistgaard Administration. – Det var en stor årsag til at jeg tog jobbet, da mine kompetencer ligger inde for det pædagogiske arbejde, fortæller han og supplerer - Jeg var faktisk lidt på vej væk fra det pædagogiske arbejde i 2009, da jeg synes meget af arbejdet i det offentlige sundhedssystem forgik på automatikken, grundet konstante nedskæringer og omlægning af arbejde – og administrativt tungt – der skulle dokumenteres for dokumentationens skyld.

Læringsplan

I alle danske børnehaver skal der foreligge en læringsplan for hvordan børnenes udvikling og trivsel skal foregå, siger Søren Kjelds. Udvikling, opdragelse og læring bygger på de værdier som omsorg, tryghed, nærvær, accept, fri leg, kreativitet og oplevelser. - Det er vigtigt, at børn udvikles til alsidige personligheder, der tænker og handler ud fra et demokratisk ligeværdigt menneskesyn og som oplever livsglæden og lysten til at lære. Læring og udvikling i børnehaven sker både gennem spontane oplevelser og leg, ligesom det også sker ved at vi voksne skaber og underbygger aktiviteter der giver børnene muligheder for fornyelse, fordybelse, forandring og erfaring, siger Søren og fortsætter: - Der skal i tilrettelæggelsen af pædagogiske aktiviteter tages hensyn til børnenes forskellige forudsætninger.  Derfor skal børn behandles ligeværdigt, men ikke lige. For at behandle børn lige, skal vi behandle dem forskelligt. Det er vigtigt at børnene får bedste venner, for gennem legen vil de møde modstand og udfordringer sammen med andre ligeværdige, der ruster dem til livet.  Børnene skal opleve at være sammen med troværdige og tydelige voksne, der kan sætte grænser og som kan skabe en forudsigelig og indholdsrig hverdag for dem. Det arbejder vi hårdt på hver eneste dag i Hune Naturbørnehave, siger Søren. Man kan tydeligt mærke, hvordan han sprudler med begejstring, mens han fortæller.

Sprog og Motorik

Sproget er en forudsætning for al udvikling, opdragelse og læring. – Jo bedre sproget er, desto bedre er udviklingsbetingelserne og trivsel for børnene. Når vi lærer børnene sproget, sørger vi for at forklare, hvad ordene betyder så børnene får udviklet deres ordforråd. Ved at styrke børnenes udvikling motorisk, deres udholdenhed og bevægelighed styrkes også deres forudsætninger for al anden udvikling, fortæller Søren.

Naturen

- I Hune Naturbørnehave er vi ude hver eneste dag året rundt, uanset vejret.Udgangspunktet for at forstå verden er også forståelsen af den natur vi er en del af, og som vi lever i, siger Søren med stor  glæde.  - Når børnene har mulighed for at opleve naturen på alle årstider og i forskelligt vejr styrkes deres sanser og motoriske udvikling. Naturen er en enestående legeplads for både sind og krop – forklarer han og tilføjer at de på børnehavens legeplads gør meget ud af vise dyr: både frøer, stålorme, egern og andre af skovens dyr og hertil kommer at Børnehaven også selv har et dyrehold bl.a. fisk og kaniner.

Dokumentation            

Søren mener, at det er vigtigt med dokumentation i det pædagogiske arbejde, når det er det pædagogisk uddannet personale, der tager beslutningerne og ikke noget der kommer oppe fra uden forståelse for det daglige arbejde i institutionerne.  - Vi er jo selvfølgelig underlagt de samme krav som stilles til en offentlig institution og overholder dem som en selvfølge (konsulent/ppr, sikkerhed, normering osv), men forskellen er,  at i fri regi vælger forældrene selv den form/pædagogik de ønsker for deres børn, siger han. De vigtigste punkter for Hune Naturbørnehave er nærvær, personlighed, socialudvikling, forældre indflydelse/samarbejde, empati, sundhed, motorik, naturformidling, ro, en stabil personalegruppe, glæde ved arbejdet, en sjov og udfordrende hverdag for Pippi som for Gummi Tarzan og alle dem ind imellem, slutter Søren Kjelds.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder