Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs den seneste avis her 

Artikel
09-02-2018

Kulturattraktion med international klasse i Hune

Imponerende papirklip, der er op til 5 meter lange, fremtryllet med en helt almindelig lille sysaks, er blandt det, du kan opleve ved Center for Papirkunst, der åbner d. 23. marts i Hune.

Det sker:

Kulturattraktion med international klasse

Imponerende papirklip, der er op til 5 meter lange, fremtryllet med en helt almindelig lille sysaks, er blandt det, du kan opleve ved Center for Papirkunst, der åbner d. 23. marts i Hune.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Kvinderne bag Center for Papirkunst, er papirkunstneren Bit Vejle og hendes datter Zeleste Vejle som har studeret kunsthistorie ved Berkeley University i USA. Mens mange nordjyder kun flygtigt kender til Bit Vejle, er hun til gengæld kendt i hele verden.  Hun etablerer, efter en årrække med udstillinger i Skandinavien, UK, USA og Kina og samarbejde med verdenskendte brands som Hermés og Georg Jensen,  Center for Papirkunst i Hune– det eneste af sin slags i Norden.

En spændende bygning med potentiale                         

Bit Vejle ser det som en spændende udfordring at skulle renovere det gamle supermarked til et åbent og inspirerende rum, hvor der er plads til kunst og fordybelse.  – Jeg ved, at mange har tænkt: ” Hvad vil hun dog med den store og kedelige bygning”, men sandheden er, at den rummer alt det, som jeg elsker allermest. Den har den rette form og det rette lys i forhold til udstillingerne og kunstværkerne. Den ses fra alle indfaldsveje, der er masser af parkering og den bliver endnu smukkere, når vi får den moderniseret, siger Bit Vejle med et smil. Hun forklarer at bygningen er ”ærlig”, den gør ikke mere ud af sig, end den er, hvilket er i fin tråd med det koncept Center for Papirkunst  skal rumme. - Papirkunst er ”slow art”, langsomhedens og fordybelsens kunstform. På Center for Papirkunst vil du opleve, at tiden finder sit helt eget langsomme, behagelige tempo. Her kan du i ro og mag skrue tempoet ned og få en kunstoplevelse ud over det sædvanlige. Både i de årligt skiftende udstillinger af samtidskunst, kunsthåndværk og design med papiret i centrum: klippet, formet, foldet, revet eller skåret til kunstværker – og i kerneudstillingen med psaligrafiske værker, forklarer Bit Vejle.

En rejse i papir

I den permanente kerneudstilling møder du psaligraf Bit Vejles mesterværker, som har rejst verden rundt og vundet stor international anerkendelse. I de skiftende udstillinger kan du opleve værker af højtprofilerede, danske og internationale papirkunstnere. I Papir-atelieret ligger saksene klar til, at du udfolder dine kreative evner i papir, og i butikken finder du papirprodukter, gaveidéer, papirkunst- og kunsthåndværk samt Bit Vejles unikke designs. Og når indtrykkene skal fordøjes, byder caféen på forfriskninger og kunstneriske smagsoplevelser fra lokale producenter.

 

Læs flere nyheder