Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Næste avis udkommer d. 19. december

Læs den seneste avis her 

Artikel
17-11-2017

Markant stigning i overnatninger uden for højsæsonen

Mens sommeren endte på samme niveau som sidste år, har der været vækst i skuldersæsonen. Det viser de seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik.
Foto: Fotograf Ulla Jensen

Tekst: Lotte Kande - Foto: Presse 

De udenlandske overnatninger i september gik frem med 12,8 procent sammenlignet med sidste år. Og der var vækst fra næsten alle prioriterede markeder, Tyskland, USA og Holland med tocifrede vækstrater. Tallene bekræfter tendensen fra de seneste år, hvor der har været en markant fremgang i månederne uden for den klassiske højsæson.

Vækst i skuldersæsonen siden 2013

Ser man på udviklingen siden 2013 i skuldermånederne marts, april, maj og september, er de udenlandske kystovernatninger steget med 23 procent. Det svarer til 1 million flere overnatninger. Det understreger, at flere og flere turister rejser uden for højsæsonen. 

Denne tendens kan Berit Bøjstrup, bureauleder ved Novasol/Dansommer i Blokhus bekræfte. – Vi ser en stor fremgang på netop skuldersæsonen, forklarer hun. Årsagen skal naturligvis findes i, at det er billigere at holde én uges ferie i april eller september frem for i hovedsæsonen, ligesom fleksibiliteten i kortferieophold tiltaler alle nationaliteter samt de forskellige målgrupper.  Dernæst er Jammerbugt Kommune, og især Blokhus, blevet yderst attraktiv, også uden for sæsonen. I Blokhus-området findes der store events, der trækker gæster til fra nær og fjern ex. i forbindelse med Blokhus Windfestival, der finder sted primo juni samt Women’s Weekend, der finder sted i september, og det kan vi godt mærke på bookingerne. Også erhvervet bakker flot op om at holde åbent året rundt. Det har stor værdi i forhold til at gøre området attraktivt, forklarer hun. Hun tilføjer endvidere, at Novasol/Dansommer, i november 2017, har en 35 % bedre belægning i Jammerbugten, sammenlignet med 2016.

Kæmpe potentiale

- Der ligger et kæmpe potentiale i at markedsføre Danmark endnu mere uden for højsæsonen. Væksten i skuldersæsonen er et skridt på vejen mod at skabe flere helårsarbejdspladser i branchen og dermed skabe større sammenhængskraft og balance i Danmark, siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark. Især de hollandske overnatninger er med en stigning på 35 procent siden 2013 gået stærkt frem. - Det er glædeligt at se, at hollænderne også har fået øjnene op for Danmark i skuldersæsonen, ligesom tyskerne har det, siger Jan Olsen. 

Knap en tredjedel af alle udenlandske kystovernatninger ligger i de fire skuldermåneder i 2017. Det svarer til 5,5 millioner udenlandske overnatninger. Hertil vil komme yderligere overnatninger i efterårsmånederne, der tegner lovende at dømme ud fra bookningerne i feriehusene. 

 

 

 

Læs flere nyheder