Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Sommeravis 4 her

Artikel
14-05-2018

Sæsonen skudt i gang i Fårup

Der blev højt spil, da minigolflandsholdet gæstede Fårup Sommerland for at indvie årets største nyhed.
Cykling uden alder i Fårup: Blandt de mange tusinde gæster i parken var også repræsentanter fra ”Cykling uden alder” fra Jammerbugt Kommunes ældrecentre. De fik en togtur hele parken rundt. Inden de k...

Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark

Da Fårup Sommerland slog dørene op til en ny sæson den 27. april, blev det til synet af tusindvis af gassende motorcykler og flyvende golfbolde. Forlystelsesparken tilbød nemlig traditionen tro alle motorcykler gratis adgang på sæsonen første åbningsdag og løftede samtidig sløret for årets nyheder.

- Det var et brag af en åbningsdag, som bød på et glædeligt gensyn med op mod 3.500 motorcyklister og en række spændende nyheder. Vi havde især glædet os til at indvie Golf Øen, som er en af denne sæsons nyheder, siger Per Dam, der er direktør i Fårup Sommerland.

Dyst mod Danmarks bedste

Golf Øen består af en splinterny adventure-golfbane. Der er 12 huller på banen, og på hvert hul er der to forskellige hulstørrelser, så alle kan være med. Golf Øen passer dermed både til børn og voksne, og den har fået sin helt egen store ø i søen ved siden af trærutsjebanen Falken og Aquaparken. Banen blev indviet med en minigolfturnering på parkens åbningsdag den 27. april kl. 9.45 til 10.30 med repræsentanter fra Danmarks minigolflandshold. Her skulle tre landsholdsspillere dyste mod hinanden og en række udvalgte gæster.

- Vi er glade for, at vi måtte være med til at indvie den nye adventurebane i Fårup Sommerland. Det er altid spændende, når der sker noget nyt inden for vores verden, og vi ville gerne vise flaget og samtidig bidrage til, at flere får øjnene op for minigolf som sportsgren, lyder det fra Allan Knudsen, der er tidligere landsholdsspiller og medlem af Aalborg Minigolf Klub.

Det sker:

Lørdag d. 19. maj åbner Aquaparken i Fårup Sommerland – og i år bliver det med højere vandtemperaturer. - Vi oplever hver sæson stor interesse for Aquaparken fra vores gæster, og vi vil gerne sikre, at man altid kan holde varmen, uanset vejret. Derfor har vi i år valgt at øge temperaturen i vores store bølgebassin til 27 grader, siger Per Dam og fortsætter, - På den måde får vores gæster fra den 19. maj mere ud af deres besøg i Aquaparken og en af parkens største attraktioner får forlænget sin sæson. Det er ikke uvæsentligt – slet ikke for de mange sæsonkortholdere som kommer igen og igen.

Læs flere nyheder