Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Næste avis udkommer d. 19. december

Læs den seneste avis her 

Artikel
02-11-2017

Stor tilfredshed med at bo i Jammerbugt Kommune

Ifølge Exometric og Kuben Managements rapport fra oktober 2017 ”Markedsindsigt i de danske kommuners udvikling”, ligger Jammerbugt Kommune i top-tyve over borgernes tilfredshed med bopælskommune.

Jammerbugt Kommune klarer sig ganske pænt

...i Exometric og Kubens Managements rapport. Og når det kommer til, hvor tilfredse borgere i landet er med at bo i deres bopælskommune, så ligger Jammerbugt på en 19. plads med en tilfredshed på 4,6 ud af fem mulige.

Tekst: Presse - Foto: Bøjstrup Reklamefoto

”Vi arbejder alle på, at Jammerbugt Kommune skal være et godt sted at bo. Med alle mener jeg både os politikere, de ansatte rundt om i kommunens institutioner og rådhuse. Og så selvfølgelig borgerne, der er med til, at vores lokalsamfund lykkes. Derfor er det positivt, når undersøgelsen viser, at borgerne rent faktisk er meget tilfredse med deres kommune”, fortæller Mogens Gade, der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

Exometric og Kubens Management har i undersøgelsen spurgt ind til den generelle tilfredshed med at bo i Jammerbugt Kommune, og det er her kommunen scorer højt. I undersøgelsen er der spurgt ind til andre parametre, der har indflydelse på at bo i en kommune. Også her scorer Jammerbugt højt: Institutioner og Skoler 4,1 – Indkøbsmuligheder 4,6 – Kulturudbud 4,1 – Sportsfaciliteter 4,3 – Boligudbuddet 4,3 – mens Transportforhold har en tilfredshed på 3,6 ud af fem mulige.

Plads til forbedringer trods høj score på boligudbuddet 
Trods stor tilfredshed med boligudbuddet blandt borgerne i Jammerbugt Kommune viser undersøgelsen også, at 29% af de adspurgte borgere i kommunen mener, det vil øge chancen for, at de vil blive boende i kommunen, hvis der blev opført nye og moderne boliger. Det spørgsmål placerer Jammerbugt Kommune som nummer ni blandt landets øvrige kommuner.

”Ved borgermøder har flere givet udtryk for, at de gerne ser moderne boliger, som er tilpasset de forskellige livscyklusser. Så vi er opmærksomme på sammensætningen af boligmassen. Derfor er der allerede gang i renoveringen af lejeboliger i Fjerritslev, mens der i Aabybro er ved at blive opført 26 almene familieboliger. Samtidig har kommunalbestyrelsen godkendt flere lokalplaner for nye byggegrunde flere steder i kommunen”, siger Mogens Gade.

Om undersøgelsen
Rapporten tager afsæt i data om den demografiske udvikling, boligmarkedet, borgernes ønsker og behov for bolig, samt service og arbejde nu og i fremtiden, og tegner et billede af nogle af de forskelle, der viser sig for de danske kommuner i dag og fremadrettet. Link til at få rapporten: http://exometric.com/1981-2/

Der er blevet spurgt til følgende, da der blev spurgt ind til borgernes tilfredshed med bopælskommune:

Tilfredshed med at bo i kommunen generelt

Indkøbsmuligheder

Transportforhold

Kulturudbud

Institutioner og skoler

Sportsfaciliteter

Boligudbuddet

Læs flere nyheder