Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Næste avis udkommer d. 19. december

Læs den seneste avis her 

Artikel
09-10-2017

Vildmosekartoffelfestival 2017

Lørdag d. 14. oktober inviterer Vildmose Kartoffelfestivalen til et festligt 10 års jubilæum på Vildmoseporten, i daglig tale Gård 18.

Tekst: Lotte Kande (redigeret) – Billede: Torben Agersted

Arrangementet finder sted den første lørdag i skolernes efterårsferie, tidligere kendt under navnet ”kartoffelferie”, idet børnene dengang skulle hjælpe til med at få kartoflerne i hus for at sikre familiens eksistens. Borgmester og tidligere kartoffelambassadør 2010, Mogens Gade byder velkommen og efterfølgende vil der være gratis kaffe og rundstykker til alle. Under kaffen vil der være underholdning ved Saltum Kirkekor.

Vildmosekartoffelambassadør

Op ad formiddagen ankommer årets nye Vildmosekartoffelambassadør standsmæssigt i hestevogn, anført af Brovst Pigegarde. Herefter kommer dagens store øjeblik, hvor kartoffelambassadøren 2016, kokken Kim Jeppesen, overrækker diplom og den gyldne kartoffelskræller til sin efterfølger, skribent og forfatter Grethe Rolle. I anledning af tiårsjubilæet er der indlagt en konkurrence i kartoffelskrælning for tidligere kartoffelambassadører, hvor de får lejlighed til at bevise, om de rent faktisk kan skrælle kartofler.

Flere aktiviteter

Til de mindste gæster har folkene bag kartoffelfestivalen i år gjort et scoop, idet de har fået fat i den ”verdenskendte” klovn og ansigtsmaler TRUT. Hun vil om eftermiddagen trylle, sminke og klovne.

For at festliggøre jubilæet er det lykkedes at få 5 kandidater fra henholdsvis rød og blå blok til at deltage i en sjov og underholdende kartoffeldyst, hvor de får lejlighed til at bevise deres færdigheder og samarbejdsevner inden det kommende kommunalvalg.

Ellers følger programmet traditionerne med udstilling af nuværende og tidligere tiders traktorer og kartoffelmaskiner, og der vil være mulighed for at prøve en tur i en af de store traktorer. Aktiviteter så som rebslagning, tombola, minidyrskue, ponyridning og mulighed for en tur ud over markerne på en ATV-Crosser.

Marked og spiselige oplevelser

Man må ikke gå glip af et besøg i den gamle kostald, som er fyldt med mange spændende boder, hvor sæsonens råvarer præsenteres sammen med gamle håndværk. De trofaste ”kogekoner” har igen i år formået at fremtrylle en lækker og spændende menu med vildmose kartofler. Og som altid sluttes festlighederne af med det store, populære og overdådige lagkagebord. 

Læs flere nyheder