Aabybro

Aabybro IF skifter på trænerposterne

– Aabybro IF har skiftet ud på trænerposterne, så både førsteholdet i serie 1 og andetholdet i serie 3 har fået nye trænere.
Det skyldes dels et spillermøde og dels et jobskifte.

En anden type
– Vi har efter Corona-pausen haft et spillermøde, hvor vi fandt ud af, at spillerne gerne ville noget andet. De ville gerne have en anden type inspirator, fortæller Hans Arne Lillien Pedersen, formand for Aabybro IF Fodbold.
– Så var vi jo nødt til at handle og tog en snak med Jan Werther om det. Han er en god, fornuftig og ordentlig person, så vi fandt ud af det, og jeg håber, at han fortsat vil komme her og se fodbold, siger formanden.

Et ungt hold
Hans Arne Lillien Pedersen roser afgående træner Jan Werther for, at han førte Aabybro IF op i Jyllandsserien, og så højt rangeret har klubben aldrig været før.
– Desværre rykkede vi lidt uheldigt ud igen, selv om vi synes, vi var gode nok til at blive oppe, siger Hans Arne Lillien Pedersen.
– Jan Werther er typen, der lader den enkelte tage ansvar for at byde ind. Vi har et meget ungt hold, som har brug for mere vejledning og ”du skal” retning. Samtidig har holdet prøvet at være i rigtig god fysisk form, og det har måske haltet lidt, forklarer han.

Comeback Claus
Ny træner bliver Claus Thomassen, der vender tilbage efter en afstikker som assistenttræner for Nørresundby fB samt en pause for at koncentrere sig om sit job.
– Spillerne pegede på Claus Thomassen eller den type træner. Vi tog en snak med Claus og blev enige, siger fodboldformanden.

Mister profiler
Han kan tilføje, at Aabybro IF op til den kommende sæson mister et par profiler.
– Nørresundby fB har spurgt Kasper Vingaa, om han vil prøve at spille Danmarksserie hos dem. De har også haft fat i Rune Larsen, men han rejser til Aarhus for at læse, og så ved jeg, at Nørresundby også er ude efter en 3. af vores spillere, siger Hans Arne Lillien Pedersen.
– Vi kan være stolte over, at vi er gode til at lave talenter, også bedre end Nørresundby fB er det, tilføjer han.

Ny chef for andetholdet
Træner for andetholdet, Flemming Holm, stopper også, men det skyldes et jobskifte, da han har fået mulighed for at arbejde med det nye VAR-system, som indføres i Superligaen.
Han bliver afløst af Jakob Fiedel, der for år tilbage tidligere har spillet for Aabybro IF, men er kommet til fra Nørresundby fB.
– Han var træner for vores 3. hold sidste sæson, hvor han gjorde det fantastisk godt, så det var nærliggende at spørge Jakob, fortæller Hans Arne Lillien Pedersen.

Sæsonstarten
Aabybro IFs førstehold åbner sæsonen i serie 1 hjemme lørdag 8. august klokken 13.30, når RKG kommer på besøg.
Samme dag skal andetholdet i serie 3 en tur til Hune, mens 3. holdet spiller hjemme søndag 9. august klokken 12. Modstanderen er Brovst/Øland-Halvrimmen.

Læs om fantastiske oplevelser og events