Nyheder

Årets Ungdomskommune 2024

Jammerbugt Kommune er blevet udnævnt til Årets Ungdomskommune 2024
Årets Ungdomskommune

Tirsdag d. 6. februar overrakte forkvinde i DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), Christine Ravn Lund, prisen som Årets Ungdomskommune 2024.

Prisoverrækkelsen fandt sted ved en mindre festlighed på Skolecenter Jetsmark kl.13.30, hvor både borgmester, Mogens Christen Gade, kommunens direktion samt formandskaberne i Børne- og familieudvalget, Kultur- fritids- og landdistriktsudvalget og Beskæftigelsesudvalget var mødt op. Også Jammerbugt Kommunes Ungepanel, elevrådsrepræsentanter og andre repræsentanter for kommunens ungdomsliv var med ved markeringen af prisoverrækkelsen.

Politikker, masterplaner og nybyggerier

DUF lægger i sin begrundelse vægt på, at Jammerbugt Kommune både inddrager de unge og sikrer rammerne for den gode ungeinddragelse med for eksempel elevrådskurser, undervisningsmiljø-repræsentanter og god sparring til Jammerbugt Kommunes Ungepanel.

-Jammerbugt Kommune vinder prisen som Årets Ungdomskommune, fordi de har et godt greb om ungeinddragelse. Mange tror, at hvis man bare giver mulighed for at komme med høringssvar, så har man også lavet en god ungeinddragelse. Men hvis ungeinddragelsen skal have effekt og være meningsfuld, så skal unge sidde med ved bordet, når der tages beslutninger, og klædes på til at gøre deres indflydelse gældende. Her har Jammerbugt Kommune gjort en særlig indsats, og det ønsker vi at belønne dem for, udtaler Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.

Aktiv inddragelse af børn og unge i Jammerbugt Kommune er blandt andet sket i forbindelse med udarbejdelsen af kommunens Børne- og Ungepolitik, i udviklingen af masterplaner for Nørhalne og Fjerritslev samt i forarbejdet til nye byggerier, som for eksempel Skolecenter Jetsmark.

Årets Ungdomskommune
Fra venstre: Borgmester Mogens Christen Gade, Nikolaj Jensen, som blev Årets Ungleder 2023, Lan Anh Nguyen og Danielle Ilungaa fra Ungepanelet og Christine Ravn, forkvinde i DUF

Fremtidens kommune kræver ungeinddragelse

Baggrunden for Jammerbugt Kommunes fokus på ungeinddragelse er både et mål om demokratisk dannelse men også erkendelsen af, at de unges besyv er værdifuldt input, forklarer borgmester Mogens Christen Gade: 

-I Jammerbugt Kommune har vi over længere tid arbejdet på at inddrage vores unge i beslutninger, som har indflydelse på deres hverdag – og ikke bare at inddrage, men også at kvalificere inddragelsen, så de kender spillereglerne i de beslutningsprocesser, som de indgår i og kan komme med relevant input. Vi har nemlig brug for deres syn på tingene i udviklingen af fremtidens Jammerbugt Kommune – både når det gælder den overordnede politik på børne- og ungeområdet, men også helt konkret i udviklingen af ungemiljøer og aktivitetstilbud, siger borgmester Mogens Christen Gade.

-Prisen som Årets Ungdomskommune er et afgørende skulderklap, understreger Susanne Møller Jensen og Helle Bak Andreasen, formand for henholdsvis Børne- og familieudvalget og Kultur- fritids- og landdistriktsudvalget, hvor mange af indsatserne omkring ungeinddragelse er forankret:  

-Jammerbugt Kommunes unge har masser af gejst og gå-på-mod, og prisen som Årets Ungdomskommune 2024, giver både dem og os, der er lidt ældre, lyst til at arbejde videre i samme spor. Den gør os både glade og stolte.

Årets Ungdomskommune

Læs om fantastiske oplevelser og events