På hovedgaden i Hune, nærmere betegnet på adressen Vesterhavsvej 24, finder du Restaurant Poseidon, som er etableret i 2023 i forlængelse af det brune værtshus Gasten. Bag opførelsen står Anette Møller Larsen og hendes datter Amalie Thomsen, der på den måde har virkeliggjort en drøm, som Anette Larsens nu afdøde mand havde om at starte en spiserestaurant.
Alt mad lavet fra bunden
Over en kop velsmagende kaffe fortæller Amalie, at der i Restaurant Poseidons køkken lægges stor vægt på, at alt mad er lavet fra bunden af gode og friske råvarer. Således skiftes menukortet, der primært rummer klassisk hjemmelavet mormor-mad og franske specialiteter, ud fire gange om året alt efter sæsonens respektive friske råvarer. Stedet har en stemning og atmosfære præget af den behagelige indretning, af hygge og garneret med spændende arrangementer og altid god personlig service. Restaurant Poseidon har plads til 50-60 spisende gæster indendørs. Hertil kommer en stor udendørs gårdhave, der kan rumme helt op til 100 spisende gæster, oplyser Amalie. I sommerperioden arrangeres der med jævne mellemrum levende musik, hvilket giver en både hyggelig og festlig folkelig stemning.
Amalies vej til Restaurant Poseidon
Om Amalies vej til Restaurant Poseidon kan siges, at hun er født og opvokset i Aabybro, hvorefter turen gik til Aalborg, efter at hun var flyttet hjemmefra. Her begyndte hun som kokkeelev hos Meat, hvorfra hun også er færdiguddannet som kok og dermed har de bedste forudsætninger for at drive den gode spiserestaurant, som hun nu er ansvarlig for. Inden starten med Restaurant Poseidon i Hune arbejdede hun dog forskellige steder, indtil hun blev headhuntet til jobbet som køkkenchef på Tylstrup Kro. Så kom Corona-epidemien, der førte til, at Amalie ville prøve noget andet end restaurationsbranchen med de skæve arbejdstider. Hun fik job hos Slagteren & Kokken i Gistrup, men uddannelsen som kok og arbejdet i restaurationsbranchen trak imidlertid fortsat i Amalie, hvorfor hun i halvandet år arbejdede hos sit tidligere uddannelsessted Meat efter fyraften i sit fuldtidsjob.
Appel til et bredt spektrum
Med sin uddannelse som kok og med sit arbejde som køkkenchef m.v. i bagagen var hun virkelig klædt på til at sætte gang i projektet i Hune. Her lægger hun sine kræfter og bruger sine faglige evner. Det har hun gjort siden 2023, og resultatet af det, hun startede sammen med sin mor, er blevet en velfungerende og populær restaurant, som taler til et bredt spektrum af gæster, hvad enten de er til mormor-mad, franske specialiteter eller begge dele. Når Amalie ikke arbejder med at servicere gæster i Restaurant Poseidon, deler hun privatlivet med sin kæreste og et bonusbarn på tre år. Den lille familie bor hele sommeren i sommerhus i Blokhus, men er samtidig på jagt efter et helårshus – gerne i Nørresundby, siger Amalie, inden vi slutter vores lille kaffemøde.