Arla kommer til Blokhus med en stor stand, som de opstiller på Blokhus Torv onsdag den 19. juli kl. 10.00 – 14.00.
(OBS!! Datoen er ændret til onsdag 19/7 !)
Her vil de lære børnefamilier og andre interesserede om landbruget og jordsundhed.
-Det er et fælles ansvar at sikre fremtidens natur. Derfor vil vi i løbet af sommeren sætte fokus på, hvilken betydning sund jord har for naturen, siger projektleder Mette Jacobsen på vegne af Arla.
Det sker ved at Arla tager rundt i det danske sommerland og aktiverer de interesserede.
-På dagen vil vi i samarbejde med naturvejledere hjælpe danskerne til at få en bedre forståelse for, hvad jordsundhed indbefatter og ikke mindst, hvad man selv kan gøre for at optimere jordens sundhed hjemme i haverne, oplyser Mette Jacobsen.
Naturvejlederne vil fortælle børnene om sund jord, og hvad det helt konkret betyder. Herunder hvordan børnene selv kan være med til at forbedre jordsundheden hjemme og hjælpe dem med at forstå, hvad der foregår i større skala ude på landmandens marker.
Arla medbringer nogle ormehuse i pap, som børnene selv kan samle og sidde ved bordene og dekorere. Ormehusene kan de efterfølgende tage med hjem og fylde dem op med blade, kviste og lignende, så de ved selvsyn kan se hvad der sker.
-Det vil netop være godt for mikroorganismer og regnorme, hvilket vil have positiv indvirkning på jordens sundhed, siger Mette Jacobsen.
Samtidig vil der køre en film på storskærm for hvert kvarter, og rundt omkring i boderne er der servering af kaffe og en smagsprøve på cremet vaniljeskyr. Derudover vil der være mælkedispensere, hvor børnene kan smage et glas mælk.