Brandvæsnet i Pandrup blev fredag formiddag 22. oktober kl. 09.49 kaldt ud til brand i klitter ved Moreavej.
Der blev sendt et udrykningstog med 4 biler afsted. For en sikkerheds skyld blev der tilkaldt en ekstra tankvogn fra stationen i Aabybro.
– Det var for at være på forkant og være sikker på, at vi havde vand nok med. Vi vidste jo ikke, hvor tæt ilden var på sommerhusene, og i Blokhus ligger sommerhusene jo tæt, siger indsatsleder Bo Isaksen.
Toppen af klitten
Fremme på stedet kunne han heldigvis konstatere, at hverken personer eller bygninger var i fare.
– Der var ild i toppen af en klit i den yderste klitrække, og det nærmeste sommerhus var anmelderen, som var 75 meter væk, siger Bo Isaksen.
Brandfolkene fik ilden under kontrol og slukket.
– Der er brændt ca. 200 kvadratmeter på toppen af klitten, oplyser indsatslederen.
Han kan ikke sige, hvorfor der er gået ild i klitten efter dage med regnvejr.
– Men toppen af klitten er altid mere tør, og selv om den er grøn, så er der tørt marehalm, hvor en glød med den megen vind kan få fat og sprede sig, forklarer Bo Isaksen.