Sensommeren byder på bl.a. to sprudlende sommeroplevelser i Brovst. Begge er traditionsrige begivenheder, som altid samler masser af mennesker og giver masser af liv og stemning i byen.
Bildag med masser af oplevelser
Lørdag d. 10. august lukkes dørene op til den legendariske Bildag, fortæller Bo fra Expert i Brovst og Brovst Handelsforening. Den dag vil der være et overflødighedshorn af nye og spændende biler. Der er tale om mange flotte biler fra de lokale bilforhandlere. Udover biler kan publikum opleve masser af udstillede motorcykler i gaden sammen med veteranbiler og lastbiler. Også specialbiler er en del af programmet for Bildagen, ligesom der er hoppeborg til børnene samt salg af fadøl og pølser, når tørsten og sulten melder sig. Eller hvad med en gratis togtur gennem byen med det legendariske Brovst Fut? Der er kort sagt traditionen tro lagt op til endnu en succesfuld Bildag for hele familien.
Brovst By Night – en stemningsfuld sommeroplevelse
Fredag d. 23. august inviterer Brovst Handelsforening igen i år til en sprudlende sensommeroplevelse, nemlig Brovst By Night. – Vi ser frem til en hyggelig aften med fest og glade timer i byen, hvor der vil være musik i gaden fra kl. 18,30, alt imens bandet Romhandleren står for underholdningen, fortæller Martin Hjelm Pedersen fra Handelsforeningen. Et sublimt festorkester med stor erfaring i at sætte gang i den gode stemning med både evergreens og aktuelle hits, lyder det fra Martin. I det hele taget vil hele byen boble af liv og folkeligt fællesskab. Således besøger Rikke fra Bagedysten Brovst denne aften og byder på lækre smagsprøver. Byens borgere og de mange gæster udefra vil ligeledes kunne opleve et forrygende danseshow, ligesom der serveres helstegt pattegris fra kl. 17.30, tapas samt naturligvis pølser og brød.
Brovst klædt på til fest, hvor alle er inviteret med
Også spejderne vil være til stede i gadebilledet, hvor de laver bål med snobrød og skumfiduser. Og der er ligeledes tænkt på børnene i form af børneunderholdning med tog, hoppeborg og ansigtsmaling, oplyser Martin Hjelm Pedersen. – Så velkommen til Brovst By Night fredag d. 23. august, hvor de handlende vil holde åbent til langt ud på aftenen – Brovst er klædt på til fest, og der er virkelig dækket op til en oplevelse for hele familien, og alle er inviteret med.