En aftale om nye forpagtere til Gjøl Kro per 1. november er meget naturligt gået i vasken på grund af restriktioner og nedlukningen af blandt andre Jammerbugt kommuner.
Men selvfølgelig kommer der liv i Gjøl Kro igen.
Bred opbakning
– Vi har midlerne til, at vi kan holde lys og varme i kroen, indtil det bliver bedre og lysere tider. Imens kan vi bruge tiden på at få en dialog med mulige nye forpagtere, fortæller Rene Poulsen, direktør for ejendomsselskabet bag Gjøl Kro.
– Der er en så stor og bred folkelig opbakning til Gjøl Kro, at vi skylder de 105 aktionærer, at vi holder liv i Gjøl Kro, understreger Rene Poulsen og tilføjer.
– Kroen har jo vist, at den har sin berettigelse.
Udvikling i turismen
Der er også en rigtig god udvikling i turismen på Gjøl med ikke alene mange sejlere i havnen, men også stadig flere badegæster, og med den store søgning arbejdes der også med et forslag om at udvide havnen med flere pladser.