Aalborg Hesteejerforening havde sammen med Erhvervsforeningen Destination Blokhus arrangeret Trav ved Hav, som blev afholdt langs vandet på Blokhus strand søndag 16. juni.
Sulkyer med heste foran havde fået det lange ben foran, når turen gik henover stranden i fuld fart, og der var både børn og voksne, der agerede kuske eller havde taget turen i sadlen og i fuld galop og let sæde begav sig mod målstregen.
Der var mange, der benyttede lejligheden til at opleve hestesporten denne søndag, og arrangørerne vurderer at der var ca. 2.000 tilskuere, som havde placeret sig langs hegnet og i klitterne for at kunne følge med i løbene.
På dagen kunne der både opleves ponyer og travheste foran sulky og under rytter, og så var der også arrangeret kæphesteridning for børnene, løb med ”fritrækkerne” og sms-konkurrencer med præmier til de heldige.
– Vi er meget tilfredse med dagens forløb, siger Julie Weinreich Sørensen, næstformand i Aalborg Hesteejerforening, og da vi er en forening hvor det er frivillige, der har stået for det hele, har vi været spændte på om vi havde husket at tænke på det hele. Men der var super god stemning både blandt deltagere og tilskuere, så alt er forløbet perfekt og vi har fået blod på tanden og klar til at holde det igen næste år.
Og med lovning på skybrud var arrangørerne også spændte på, hvordan det påvirkede antallet af besøgende. Men på trods af de mindre gode vejrmeldinger, så lykkedes det at holde tørvejr i Blokhus.
– Det har selvfølgelig haft indflydelse, at der rundt omkring i Nordjylland var decideret skybrud, men vi var heldige. Vejret viste sig bare fra sin gode side på Blokhus strand. Det har ikke været noget gæsterne har kunnet se, når de hjemme fra stuevinduet så, at det regnede i stor stil. Men selvom vi har afholdt det for første gang og de dystre vejrmeldinger sikkert har påvirket besøgstallet er vi godt tilfredse med antallet af gæster alligevel, fastslår Julie Weinreich Sørensen.
Det har været foreningens formål helt fra start af at vise hestesporten frem, så løbet har ikke været et spørgsmål om at vinde.
– Foreningen vil gerne vise travsporten frem. Det er en folkelig sport, hvor publikummerne er helt afgørende for den gode stemning, og derfor tager vi travløbene væk fra de etablerede baner denne dag, og afholder dem der, hvor feriegæsterne er, siger Julie Weinreich Sørensen, næstformand for Aalborg Hesteejerforening. Og den ambition føler vi helt klart, at vi er kommet i mål med, afslutter hun.