Aabybro

Hårde dueller i toppen og bunden af rækken

Med sejre til de to tophold, Fremad Nørhalne og Biersted IF, så er der lagt op til en ægte oprykningsgyser lørdag 17. oktober kl. 13.00, når Fremad Nørhalne kører de cirka 5 kilometer vest på til top- og lokalopgøret mod Biersted.
Samtidig betyder rundens resultater også, at Jetsmark og Hune indædt kæmper for point i kampen for at undgå nedrykning.
Jetsmark spiller onsdag en udsat kamp mod bundholdet Aabybro, ligesom Hune skal på besøg hos Jetsmark senere i sæsonen.
To nøgleopgør i bundkampen.

Fremad Nørhalne – Thise: 4-2 (2-0)
1-0(10.) Thor Svendsen (Alexander Grøne Larsen)
2-0 (35.) Mikkel Hjortshøj (Nikolaj Winther)
2-1 (52.)
3-1 (73.) Kim Lundtoft Jeppesen (Christian Rasmussen)
4-1 (79.) Thor Svendsen (straffespark)
4-2 (81.)

Fremad Nørhalne spillede en formidabel 1. halvleg og burde egentlig have lukket kampen allerede inden pausen, fortæller vikarierende træner, Alex Husted.
– Thise får slet ikke sat noget pres eller spil sammen. Hver gang de prøver at presse os højt, så får målmand Michael Madsen eller forsvarerne Mads Christensen og Alexander Grøn Larsen spillet sig ud af presset og sendt bolden op til Thor Svendsen eller en af vores kanter.
– Når Thise så stod lavt, kunne vi kombinere os frem til gode chancer, fortæller Alex Husted.

Kampens spiller
Efter pausen kom Thise bedre med.
– De fik gang i deres pres og spil og fik helt fortjent reduceret. Derefter viste vi karakter og fik lukket kampen og vandt en fortjent sejr, siger Alex Husted.
Fremad Nørhalne kom foran, da Alexander Grøne Larsen sendte en lang bold op mellem Thises defensive midt og bagerste mand, hvor Thor Svendsen fik fat i bolden og satte forsvareren, inden han kunne score efter flot præstation.
Mål nummer 2 faldt efter godt opspil, hvor Nikolai Winther i højre side kunne lægge bolden fladt ind til målscorer Mikkel Hjortshøj.
Og 3-1 scoringen kom efter en dødbold, som endte hos Christian Rasmussen, der skød fra kanten af feltet, og riposten røg hen til Kim Jeppesen, som scorede.
Det sidste mål var på straffespark begået mod Mikkel Halle Sørensen
Kampens spiller var Thor Svendsen.
Desuden vandt Fremad Nørhalne tirsdag den udsatte kamp mod Skovsgaard med 2-1 efter et meget intenst og lige opgør, hvor en perlerække af gule kort prægede den sidste halvdel af kampen, som derfor kunne være endt med både 1X2.

Jetsmark og Hune er i tæt kamp om at undgå nedrykning. Foto: Vores Jammerbugt

Jetsmark IF – Biersted IF: 1-3 (1-2)
0-1 Jens-Kristian Sørensen (Thomas Dahl Pedersen)
1-1 (30.) Patrick Claesen (Kenneth Bjørn Pedersen)
1-2 (36.) Jens-Kristian Sørensen (Bjørn Selvejer Sørensen)
1-3 (48.) Philip Aabech (Simon Sørensen)

Biersted IF var i fuld kontrol i hele kampen og burde have været foran med 3 mål allerede efter et kvarter, blandt andet på to friløbere, fortæller Biersteds-træner Tejs Rytter.

Havde overtaget
– Jetsmark fik udlignet vores føring, men det skyldes mest et koncentrationssvigt fra vores side. Vi spillede en fornuftig kamp og fik presset dem ned, selv om Jetsmark gerne ville spille fodbold med os, og det er fedt, siger Tejs Rytter.
– Vores målmand har stort set ikke en redning, og vi løb dem over ende, siger han og mener, at sejren burde have været større.
Kampens bedste for Biersted var Jakob Pedersen.

Dygtige modstandere
Træner for Jetsmark IF, Mathias Højer, lægger heller ikke skjul på, at det var et fair resultat.
– Biersted kommer med mange folk fremme på banen, og har nogle dygtige spillere, særligt inde på midten, og så kommer de med stor kraft i feltet, siger Mathias Højer.
– Så der er ikke så meget at sige til resultatet selv om vi skaber et par chancer, tilføjer han.
Jetsmark IF skal onsdag 14. oktober spille den udsatte kamp mod bundholdet Aabybro IF og sammen med lokalopgøret mod Hune, så bliver det nøgleopgør for holdet, siger Mathias Højer.

Hune B – Trekroner IF: 2-3 (1-2)
0-1 (18.) Straffespark
0-2 (27.)
1-2 (39) Joshua Komono
1-3 (46.)
2-3 (50.) Simon Knudsen

Træner for Hune B, Peter Frellsen, ærgrer sig over, at det ikke blev til 3 point i kampen mod Trekroner.
– Men vi er slet ikke klar i de første 25 minutter, og så scorer de to gange. Derudover dominerer vi kampen og har også et skud på trekantsammenføjningen, og deres målmand har fem feberredninger, siger han.
Selv om Hune straks fra 2. halvlegs start kommer bagud 1-3, så lukker det ikke kampen.
_ Tværtimod så tænder det os. Vi burde have haft alle tre point. Alle deres mål er fejl fra vores side, siger han.
Det første mål sker efter straffespark, hvor dommeren dømmer, at en forsvarer har haft hånd på bolden. Ved Trekroners andet mål falder en Hune forsvarer, og det sidste mål er en ripost.

Flot mål
Trods den dårlige start på 1. halvleg får Hune reduceret på et flot mål.
Joshua Komono fører bolden frem i højre side og sender en lang aflevering over i venstre side til Tamim Parwami, som afleverer bolden ind foran mål, hvor Joshua Komono er løbet med frem og scorer.
Hunes andet mål står Simon Knudsen for efter lidt ping-pong i feltet.
Kampens spiller blev Casper Olsen.
Det er 5. kamp, Peter Frellsen står i spidsen for Hune som træner.
Han har tidligere været træner i Vejgaard, B. 52, Vodskov og Ø. Hornum.

Skovsgaard B – Aabybro IF
Kampen blev udsat på grund af mistanke om Corona i Aabybro-truppen, men frygten viste sig heldigvis ubegrundet.
Kampen spilles 20. oktober

Læs om fantastiske oplevelser og events