Pandrup

Jammerbugt FC alene i spidsen efter sejr i topkamp

Fodbold, 2. division
B.93 – Jammerbugt FC: 1-2 (1-0)

1-0 (27.)
(55.) Udvisning B.93
1-1 (67.) Bardhec Bytyqi
1-2 (85.) Bardhec Bytyqi

Jammerbugt FC har endnu ikke prøvet at tabe i 2020 og har indledt denne sæson i 2. division med 3 sejre i 3 kampe.
Dermed er Jammerbugt FC, lidt overraskende, rækkens ubestridte førerhold efter sejren mod B. 93 søndag 13. september.

To meget svære udebaner
– Det er ikke overraskende, at vi præsterer, som vi gør. Vi har en rigtig stærk trup. Men at vi vinder først i Middelfart og nu ude mod B.93. Det var der ikke ret mange, som havde regnet, siger cheftræner Bo Zinck.
– Det er to ekstremt svære udebaner, og at tage 6 point på dem er der ikke andre, som kommer til at gøre. Derfor er disse sejre også så meget værd og kommer til at betyde rigtig meget i tabellen senere hen, understreger han.

En mavepuster
Jammerbugt FC spillede en fin 1. halvleg men kom alligevel bagud på en halv chance til B. 93. Et indlæg blev sparket faktisk ud på kanten og derfra headet i mål.
– Det var en mavepuster, for vi havde ellers rigtig godt fat og fandt rummene i deres voldsomme pres, siger Bo Zinck.
Håbet om medgang blev heller ikke ligefrem større, da Morten U. Thomsen lidt uforståeligt fik underkendt et mål.

To gule kort
Men Jammerbugt FC kom ud til 2. halvleg og havde en kæmpe triple chance til Glenn Rask og Sead Gavranovic, og efter 55 minutter fik en B.93 spiller sit andet gule kort for at sparke bolden væk.
– Men selv om vi var en mand i overtal, så spillede vi ikke ret godt. Det blev helt krampagtigt, siger Bo Zinck.
Men et frispark i venstre side skabte tilfældigheder i modstandernes felt, og så kunne Bardhec Bytyqi dukke op og score.

Drop af målmanden
Og Jammerbugts sejrsmål blev scoret af samme spiller.
– Det var et kæmpe drop af deres målmand. Bardhec Bytyqi sparkede et ikke særligt hårdt skud, som målmanden alligevel tabte ind i målet, siger Bo Zinck.
Derefter handlede det om at ride stormen af, da B.93 satte en 2-meter mand i angrebet, og det lykkedes.
– Det er en fantastisk start, pointerer Bo Zinck.
Jammerbugt FC spiller næste gang hjemme lørdag 19. september klokken 14 mod Dalum, og samtidig er det indvielse af det nyrenoverede Sparekassen Vendsyssel Arena.

Læs om fantastiske oplevelser og events