Det brune værtshus Lanternen – centralt beliggende i Blokhus – er nu solgt, oplyser ejeren af bygningen John Andersen.
Siden forpagteren Nadja Vinter har opsagt lejemålet med udløb 1. november 2024 har det været fremme, at han var åben for at sælge ejendommen.
Frivillige har senest arbejdet på at bevare Lanternen i sin nuværende form ved at sælge folkeaktier, og John Andersen opfordrer til at den dialog nu fremadrettet kan føres med den nye ejer, som er entreprenøren Torben Christensen, bosiddende i Nørresundby. Han overtager ejendommen allerede 1. april.
Torben Christensen har forelsket sig i Blokhus og har været på udkig efter et investeringsprojekt i byen i et stykke tid, og derfor skabte det interesse hos ham, at John Andersen havde bygningen til salg.
Det er tanken at værtshuset skal gennemgå en større renovering fra 1. november 2024, fortæller den nye indehaver, for derefter at genåbne ca. 1. marts 2025.
Kærlighed til Blokhus
Entreprenøren har varme følelser for feriebyen, som han vurderer er et godt sted investeringsmæssigt.
-Jeg synes Blokhus er et spændende sted at drive virksomhed. Byen er i rivende udvikling og der sker meget. Og jeg har også ofte selv været turist, og er blevet opmærksom på hvor mange turister, der faktisk besøger feriebyen. Jeg har også bygget et sommerhus Sønder i by tæt på Vesterhavet, så jeg vil også opholde mig mere i byen fremover, siger den driftige herre, som på trods af sine 72 år nyder at være tæt på bylivet med alle de aktiviteter og oplevelser der er.
Konceptet bevares
Det er ikke planen, at værtshuset skal laves en hel masse om udover at der skal graves op udenfor og lægges nye fliser. Der skal laves nye kloakker og varmeforsyning og indenfor sættes det også i stand. Det er ikke ham selv, der fremadrettet skal stå for at drive stedet. Han skal have fundet en forpagter og siger, at det f.eks. ikke er tanken, at der skal tilbydes mad på stedet. Det er mere ønsket, at det fortsat skal drives som værtshus i sin nuværende form bl.a. med salg af øl og vin.
Erfaren ejendomsudvikler
Han er i øvrigt ikke uvant med at købe ejendomme og byggegrunde for efterfølgende henholdsvis at renovere dem eller opføre nye. Det har han beskæftiget sig med i nogle år.
Han fortæller, at han bl.a. har stået i spidsen for opførelse af dagligvarebutikker rundt omkring i Danmark, som f.eks. har været for Netto, Fakta og Aldi. Entreprenøren er oprindeligt fra Hjallerup, hvor han har boet det meste af hans liv, men bor i dag i lejlighed i Nørresundby med udsigt over Limfjorden. Og kan altså også snart nyde Blokhus´ charme i endnu højere grad fra hans nye sommerhus Sønder i by.