Pandrup

Lotte Rank

Hun kom, hun så og hun sejrede
lotte rank-til web

Lotte Rank  kan 2. juli fejre sit 25 års jubilæum som forretningsdrivende i Pandrup – Blokhus Avis  har fået en snak med hende.
Det årlige sommersalg i Pandrup med bl.a. uddeling af gratis hot dogs til alt folket plejer at være et tilløbsstykke, og i år bliver givetvis ingen undtagelse. Arrangementet finder løber af stabelen søndag d. 2. juli, og som det fremgår af annoncen andetsteds i avisen, er der ekstra fest i gaden, idet byen populære humørbombe, Lotte Rank, denne dag markerer sit 25 års jubilæum som kvinden bag ”Lotte Rank Guld – Sølv & Ure” i Vestkystcentret.

Mødet med lokalområdet og dets befolkning var frugtbart

Lotte Rank var ellers ikke særlig begejstret, da ægtefællen gennem 35 år, Poul, ville rykke teltpælene fra Aalborg til Hune. Lotte er nemlig født og opvokset i Aalborgs Vestby og beskriver sig selv som ”en rigtig Vestby-pige”. Med Vestbyens blod rullende i årerne var hun ikke meget for at skulle flytte ud på heden, som hun selv udtrykker det. Det gjorde hun og gemalen så alligevel i 1986, og Lotte faldt hurtigt til og har fra første færd elsket det naturskønne område ved Vesterhavet – herunder også Pandrup, som hun beskriver som en dejlig lille by med masser af butikker med en både lang og stolt historie. Pandrup har altid været og er fremdeles kendt som en levende handelsby med mange specialbutikker. En af disse specialbutikker er Lotte Ranks populære butik i Vestkystcentret, hvor man finder et bredt udvalg  af guld- og sølvsmykker samt ure. Hun åbnede smykke- og urbutikken efter i et par år at have arbejdet som sælger. Og sælger fortsatte hun som, men nu bag egen disk, hvor hun altså nu har serviceret kunderne fra nær og fjern i 25 år.

Kendt for sin bramfri charme

Udover at være en respekteret og dygtig sælger, der rundhåndet deler ud af sin faglige kompetence i form af kompetent vejledning og rådgivning, så kunden får sine individuelle behov og ønsker tilgodeset, så er Lotte Rankt kendt for sin bramfri charme, som hun møder sine omgivelser med. Hun er altid garant for en kvik bemærkning og en humoristisk tilgang til tilværelsen. Derfor er der altid smil på læben, når man møder Lotte. Hendes måde at omgås andre på, levner således ikke plads til sure miner. Derfor kan hun også se tilbage på 25 gode år som butiksindehaver i Pandrup, ligesom hun har mange faste kunder, der bare kommer igen og igen – ikke blot for at købe smykker og ure, men også for at møde Lotte for at så sig en snak og en humørindsprøjtning.

Stranden og havet er balsam for sjælen

Lotte elsker at betjene sine kunder, men der er også en anden og en mere indadvendt Lotte, når butikken er lukket. Hun holder meget af at køre ned på stranden medbringende en stol, som hun placerer så tæt på Vesterhavet som muligt. Her sidder hun så i sine egne tanker og ser ud over havet mod horisonten, hvor himmel og hav mødes – i selskab med sig selv, en god veninde, sin mand eller en god bog. Det er i hvert fald ikke hverken mobiltelefonen, høretelefoner med musik eller andet nymodens isenkram, hun er storforbruger af! Stilheden og naturens storhed er derimod det, der giver hende ro i sjælen og rum til at tænke lidt dybere over  livet og dets tilskikkelser. – Lotte Rank fortæller, at en kunde fra lokalområdet, da hun lige var startet med ”Lotte Rank Guld-Sølv& Ure”, på ægte vendelbomål sagde til hende: ”Vi kan tales ved om 25 år og se, om de bliver en af vores”! De 25 år er nu gået, og man kan vist roligt sige, at Lotte er en af vores – det har hun selv følt sig som fra den allerførste dag i lokalområdet, hvor hun altid har følt sig taget godt imod. I hvert fald er hun uden at overdrive fuldt integreret.

Ærlighed over for andre og over for sig selv en kerneværdi

Det er vigtigt for Lotte Rank at behandle alle mennesker fair og ordentligt. Hun tåler ikke overfladiskhed og lægger vægt på at kunne stole på folk. Ærlighed er en kerneværdi for hende – indrøm det, hvis du har kvajet dig. Jeg er den, jeg er, siger hun, og man kan ikke please alle. Derfor skal man ikke blot være ærlig over for andre, men også have mod til at være sig selv og dermed også være ærlig over for sig selv og ikke forstille sig. Ikke blot Lottes ægteskab med Poul, der nu har varet i 35 år, men også hendes stabile og livslange venskaber viser, at det er værdier, der er bæredygtige. 61 årige Lotte Rank ser med taknemmelighed tilbage på mange gode minder i livsbagagen. Samtidig er hun optimist, når hun kaster et blik ind i fremtiden. Hendes smil på læben og glimt i øjet taler sit tydelig sprog om, at hun har noget af have det i – Lotte Rank: Hun kom, hun så, hun sejrede….

Læs om fantastiske oplevelser og events

Relaterede artikler