Pandrup

Ny idræts-børnehave i Pandrup

Vuggestuen Brumbassen har købt Cannerslundvejens Børnehave

– Vuggestuen Brumbassen åbner 1. april i nye lokaler i Pandrup og bliver samtidig udvidet til også at omfatte en idrætsbørnehave.

Leder og indehaver, Gitte Bach, har nemlig købt bygningen, hvor den tidligere Cannersundvejens Børnehave havde til huse.

Opfordring fra forældre

Udvidelsen er sket efter, at hun fra flere forældre til børn i Brumbassen er blevet opfordret til også at åbne en børnehave.
Forældrene er nemlig meget tilfredse med at have deres børn i vuggestuen og vil gerne have, at børnene kan fortsætte i samme trygge omgivelser, når de skal i børnehave.

Dermed undgår de et skift til en muligvis meget større børnehave og kan blive hos de samme legekammerater, personale og omgivelser, fra de bliver afleveret første gang i vuggestuen, til de skal i skole.

Blev sendt i udbud

Det var nogle gode venner, der gjorde Gitte Bach opmærksom på, at hun kunne opfylde forældrenes efterspørgsel ved at købe bygning til den tidligere kommunale børnehave, som stod tom.

Derfor tog hun kontakt til kommunen, der sendte bygningen i udbud – for at leve op til reglerne – og udover Gitte Bachs bud kom, der endnu et.

Ventede spændt

Men det blev Gitte Bach, som per 1. januar kunne kalde sig for ejer af adressen Kingosvej 3 i Pandrup.
– Indtil jeg fik den besked, var jeg meget spændt og havde faktisk ondt i maven, griner Gitte Bach.

Indskrivningen er i gang

Brumbassen får i de nye omgivelser plads til 15 børn samt to bufferpladser i vuggestue-delen samt 22 børn og tre bufferpladser i børnehaven – og indskrivningen er allerede i gang.

Forældre hjælper til

Desuden skal bygningen friskes op og moderniseres, og det arbejde er allerede i gang.

Lørdag 4. januar kommer forældre og lægger frivillige timer i at fjerne og rive de ting ned, der skal væk.

Siri Seglem er ansat

Brumbassen har nu fire faste fuldtidsansatte, en fleksjobber om eftermiddagen samt to unge, der kommer forbi efter skoletid.

Børnehaven skal have tilsvarende personale, og der er allerede ansat en leder af den del.

Det er Siri Seglem, der som tidligere norsk landsholdsspiller i håndbold også har rygsækken i orden, når det gælder idræts-børnehave.

Gymnastiksal og idrætsdag
– Til bygningen hører en kælder på cirka 45 kvadratmeter, der bliver indrettet som en gymnastiksal. Desuden vil der være mange ture ud af huset til Jetsmark Idrætscenter eller stadion, hvor der kan leges og være aktiviteter, fortæller Gitte Bach, som startede Brumbassen 15. august 2011.
– Desuden vil vi have en idrætsdag for børnene, siger Gitte Bach, der næsten ikke kan vente på at få åbnet Brumbassen i de nye omgivelser.

Læs om fantastiske oplevelser og events