Jule- og Nytårsavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
23-12-2021

Året der gik

Et tilbageblik på nogle af de mange fine oplevelser i Destination Blokhus

Tekst: Martin Frandsen


Verdens Største Sandslot

Verdens Største Sandslot troner stadig foran Skulpturparken og Kulturhuset Blokhus. En dejlig sommerdag 2. juli blev den nye turistattraktion officielt åbnet, og siden har det sat Blokhus på Verdenskoret i alle fire verdenshjørner samt været et endog yderst populært udflugtsmål.
Slottet skyder 21 meter og 16 centimer i vejret. Det har en diameter på 32 meter i soklen, og gåturen rundt om det imponerede værk er på 100 meter.
Det var John Andersen, indehaver af Skulpturparken hvor Noas Ark er årets tema for sandskulpturfestivalen, der i maj tog initiativ til at få bygget verdensrekorden, hvor 17 internationale skulptører har kreeret symboler for Nordvestkysten som Sømærket og badehusene i Blokhus, surfere i Løkken, Rubjerg Knude Fyr og fiskekutterne fra Thorup Strand.

Flyene landede på den brede strand

Et efter et dukkede de spændende veteran-, propel- og svævefly samt gyrokoptere frem på den høje blå himmel for at lande på den brede hvide Blokhus Strand med det på dagen rolige Vesterhav til den ene side samt klitter, badehuse og masser af publikum til den anden.
Efter sidste års Blokhus Fly-By var Blokhus Fly-In tilbage søndag 22. august og blev hilst velkommen med godt vejr og stor interesse med ikke færre end cirka 10.000 besøgende.

Populært råvaremarked

I sommer havde Hune-Blokhus Borgerforenings populære råvaremarked flyttedag til Torvet i Blokhus, og det blev en stor succes, da det gav endnu bedre muligheder for  stadeholderne at præsentere specialiteter, delikatesser og kunsthåndværk til alle smagsløg.
Markedet havde stor søgning og satte også ny rekord med ikke færre end 32 stadeholdere, og det betyder, at råvaremarkedet er blevet endnu mere alsidigt.

Fantasidyr på himlen over Blokhus

Himlen over Blokhus Strand var dekoreret af farvestrålende drager i alle former og størrelser, da drage-entusiaster fra Danmark og Tyskland i weekenden 14. og 15. august var samlet til den internationale Blokhus Wind Festival.
Publikum kunne opleve drager formet som bamser, fantasidyr og figurdrager, og som hovedregel er dragerne hjemmesyet.

Den Magiske Jul

Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus inviterer for 5. år i træk til Magisk Jul.
Mens mørket falder på, lyser Magisk Jul op i den 20.000 kvadratmeter store Skulpturparken Blokhus, hvor flere end 2 millioner julelys spreder julestemningen.
Julen kan både mærkes, ses, smages og duftes i Kulturhuset samt parken med de mange julehytter og –butikker.
Og som noget nyt kan børnene i år med julemandens magiske postkasse sende deres ønsker og en hilsen til julemanden.

Et år med spændende nyheder

2021 er også året, hvor der skete mange spændende nyheder i Blokhus, som dermed er blevet en endnu mere attraktiv destination at besøge samt holde ferie eller bo i.
Nogle af nyhederne er, at Kunstcafeen har udvidet med sin nye 1. sal, Udsigten, ligesom både Cafe Peace og Sushimania har åbnet spisesteder i Blokhus.
I Bingen sælges der dagsfrisk italiensk is samt ost fra Ingstrup Mejeri, mens Futten har indrettet sin gård til en overdækket terrasse, hvor maden suppleres med musik og storskærm.
Desuden fik Blokhus en ny attraktion i det arbejdende guldsmedeværksted, Jan Jørgensen Smykker, og Sea-Side åbnede ny butik med tøj kun for herrer, mens Kalstrup indrettede en ny stor og flot 1. sal med scene til intim koncerter, modetøj og en afdeling med Galerie Wolfsen.
 

 

Læs flere nyheder