Pinseavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
28-04-2021

Fantastisk påske for Blokhus og Thorkild Kristensen

Sommerhussalget boomer, og Blokhus og kysten er populær som aldrig før

Tekst: Martin Frandsen Foto: Presse

På bagkanten af en flot og fantastisk påske i Blokhus kan butikschef og ejendomsmægler Hans Henrik Hansen fra Thorkild Kristensen glæde sig over, at Blokhus atter blomstrede op i påskedagene og, at det giver en betydelig afsmitning på handlen med ferie- og sommerhuse langs hele kystområdet.
- Her er højt til loftet, store vidder og vidunderlig natur med gateway, klitterne, sandstrand og Vesterhav, fortæller Hans Henrik Hansen.
- Her er et alsidigt og spændende butiksliv, hvor man kan shoppe. Selv om restauranterne ikke måtte holde åbent i påsken, og det var trist, for vi savnede dem, så har masser af danskere fundet ud af, hvor vidunderligt det er at holde ferie i Danmark og i vores område, forklarer han.

Højt til himlen
- Det har være fantastisk at se så mange mennesker heroppe ved kysten, og fordi her er så højt til himlen, så kan vi samtidig godt passe på hinanden og overholde alle restriktioner.
Og alt dette er med til at øge interessen for også salget af sommerhuse i hele området fra Rødhus og Blokhus over Saltum og Grønhøj til Løkken. Det er oplevelsen hos Thorkild Kristensen.

Store stigninger
Mæglerbranchen ikke er ramt af Corona-krise, tværtimod, og derfor er Hans Henrik Hansen meget ydmyg over situationen velvidende, hvor hårdt ramt andre erhverv og brancher er.
Men trods et endog usædvanlig flot 2019 for Thorkild Kristensen, så er den positive udvikling i salget af sommerhuse yderligere forøget med 30 pct. i 2020.
- Der er en enorm interesse for sommerhuse. Det har der været de seneste 12 måneder, og det fortsætter her i 2021, hvor det endda ser ud til, at der kan komme endnu højere stigninger, konstaterer Hans Henrik Hansen.

Favorable vilkår
Det store salg betyder også et mindre udbud og dermed højere priser, men det er stadig et gunstigt marked for både sælger og køber, understreger han.
- I dag kan du finansiere et køb på favorable vilkår med en belåning på 75 pct. til en meget lav rente, og hvis man er interesseret i udlejning, så er der en stor efterspørgsel, forklarer han og tilføjer, at der stadig er en forventning om stigende priser.
Danskerne har en stærk økonomi, og den er styrket yderligere af udbetaling af feriepenge, tvunget fravalg af dyre udenlandske ferier, ligesom betaling af negative renter for indestående i bankerne motiverer til at investere midlerne i feriehuse.

Kysten har det hele
Ligesom interessen for sommerhuse omfatter hele kysten, så er der også et stort spænd i, hvilken type huse man vil have, og hvor de skal ligge.
- Der er ikke et endegyldigt billede af, hvad folk går efter. Nogle vil nærmest kunne bo på Torvet i Blokhus og holde ferie, mens andre vil sidde i naturen i fred og ro med langt til naboerne. Og vi har det hele på den her kyststrækning, fortæller han.

En ny adfærd
Nogle vil kombinere sommerhuset med udlejning og egen ferie og bruge huset som en pensionsopsparing, mens en øget interesse for de større pool- og aktivitetshuse med den gode udlejning vidner om en stigende interesse for også investeringshusene.
- Danskerne har ændret adfærd under det her, og det ser ud til at det fortsætter. Vi har igen fået øjnene op for, at det er dejligt at holde ferie sammen på tværs af alder med venner eller familien, og her opfylder et sommerhus disse behov helt perfekt.

 

 

 

Læs flere nyheder