Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
05-11-2021

Blokhus Skøjtebane klar med hyggelige og isende oplevelser

Den populære skøjtebane på Torvet er klar til at underholde fra lørdag 20. november.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Lørdag 20. november kl. 10 er det på med skøjterne og ud på isen for at opleve suset på skøjtebanen på Torvet i Blokhus.
Der er nemlig inviteret til en ny vintersæson frem til og med februar med oplevelser for skøjteglade gæster på Torvet, hvor der også kommer den flotte julebelysning, som er med til at give den særlige hyggelige stemning.

Disco på isen

Efter de isende oplevelser på skøjtebanen er der rig mulighed for at nyde varme drikke samt gå på opdagelse i Blokhus og de mange butikker samt spisesteder.
Og hver fredag og lørdag fra kl. 17.00 er der Disco on Ice, hvor der bliver skruet op for lyset og op for musikken, mens banen bliver badet i et flot lysshow.
Desuden vil der løbende være oplevelser som besøg af skøjteprinsesser og ishockeykampe. Arrangementer og tidspunkter vil blive offentliggjort på Blokhus Skøjtebanes Facebookside, oplyser Martin Hjelm Pedersen, købmand i Spar i Blokhus.

Booker tider

Denne sæson er det nemlig Spar Blokhus, som står for driften af banen, og på Torvet vil forretningen have boder med salg af æbleskiver, gløgg, kaffe og andre varme drikke samt franske hot dog, fortæller Martin Hjelm Pedersen.
Ligesom sidste år skal der bookes tider til banen, så man kan tage turen til Blokhus med vished om, at man kommer til at skøjte, men denne vinter kan der uden restriktioner være flere på den populære bane.
De 55 minutters oplevelser på skøjter koster 50 kroner og til gengæld, så kan man låne skøjter ganske gratis.
Du kan booke tider både på Facebooksiden og på www.blokhusskojtebane.dk
Det er Blokhusfonden, der ejer den 450 kvadratmeter store bane, og det er 4. sæson, at den kan opleves på Torvet i Blokhus.

> Se info om Blokhus Skøjtebane

 

Julerier i Blokhus

November og december er noget særligt i Blokhus. Masser af hyggelig julebelysning, butikker, der er klar til julehandlen og restauranter, der er klar med gode spiseoplevelser.

Skal du på besøg i Blokhus, så kunne du måske også være interesseret i disse 2 gode juleoplevelser.

> Magisk Jul i Skulpturparken Blokhus

> Nissehuset hos Etly Klarborg

 

> Find spisesteder i Blokhus

 

 

 

 

Læs flere nyheder