Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Juleavisen 2018 her

http://www.shoegallery-hune.dk/
Artikel
24-10-2018

Åbningsweekend af Blokhus Skøjtebane 2018

Torvet i Blokhus får nyt vinterlook, når Blokhus Skøjtebane indvies lørdag d. 10. november og søndag d. 11. november. Skøjteglade gæster kan nu se frem til skøjteture hele vinteren.
Der er gratis adgang på Blokhus Skøjtebane, såfremt man selv medbringer skøjter

Den længe ventede skøjtebane på Torvet i Blokhus er snart frosset til is, og derfor er den fra d. 10. november klar til leg og piruetter.

- Jeg er utrolig glad for, at vi fra d. 10. november og frem til d. 28. februar kan tilbyde skøjteglade gæster en bane i hjertet af Blokhus, fortæller Peter Dahl, projektleder og medlem af bestyrelsen af Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Han understreger, at projektet har været længe undervejs og at man ser frem til åbne for de isende fornøjelser.

Åbningsweekenden – masser af aktiviteter
Lørdag d. 10. november og søndag d. 11. november indvies Blokhus Skøjtebane på Torvet i Blokhus, og den 25 x 12,5 meter store skøjtebane, som skal være med til at gøre Destination Blokhus endnu mere attraktiv i november, december, januar og februar, fyldes med spændende aktiviteter. Helle Bach Andreasen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt kommune har været en aktiv medspiller i forhold til at få skøjtebanen til Blokhus, så hun er inviteret til at holde åbningstalen lørdag kl. 11.00. Herefter er der Åbningsshow ved skøjteprinsesserne fra Aalborg Skøjteløberklub og så kan publikum indtage banen fra kl 11.30. - Og så finder festlighederne jo sted Mortens Aften, så vi har tilrettelagt programmet herefter med bl.a. ”Ducks on Ice”. Plastikænderne, som vi kender det fra den populære sommerevent ”Anderæs” på stranden, bliver nemlig omdrejningspunktet for eftermiddagens aktivitet, når gæsterne inviteres til at købe en eller flere ændre og deltage i konkurrencen om at komme tættest på skøjtebanens centrum, fortæller Peter Dahl. Eftermiddagen og aftenen sluttes af med offentlig adgang til et brag af et Ice Skating Disco, men festlighederne slutter ikke her. Søndag d. 11. november, kl. 10.00 er der ”intro til skøjteløb” for børn og voksne, så de kan lære at stå på skøjter. Kl. 14.00-15.00 er Operators Hockey Club inviteret til showkamp på Torvet mod Blokhus Ducks – et nyt og helt unikt hockey hold med spillere, der alle har en relation til destinationen. – Kom og vær’ med til at heppe til Blokhus første ishockey showkamp, opfordrer Peter Dahl. 

Isende gode oplevelser ved Vesterhavet
Torvet i Blokhus danner de perfekte rammer for skøjtebanen med de omkringliggende caféer, restauranter og gode shopping-muligheder. Her kan gæsterne nyde en dejlig kop varm kakao, eller en lækker frokost efter aktiviteterne på skøjtebanen – mens andre får varmen ved at shoppe i de omkringliggende butikker. I vintermånederne er hele destinationen også oplyst af flere tusinde julelys. -Vi går all-in på jul og vinterfornøjelser ved Vesterhavet. Det bliver rigtig flot, og alle gæster kan få en unik oplevelse og komme i ægte jule- og vinterstemning, fortæller Peter Dahl afslutningsvis.
 

Læs flere nyheder