Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Septemberavisen her

Artikel
03-01-2018

Borgmesterens nytårsbetragtninger 2017 -18

Traditionen tro er årsskiftet anledning til at kaste et blik tilbage på året, der gik – og til at kigge frem mod det år, der venter: 2018.

Indlæg fra Borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune - Borgmesterens nytårsbetragtninger 2017/18:

Endnu et godt år

På mange måder blev 2017 endnu et godt år for Jammerbugt Kommune.

Vi er blevet flere borgere -  i skrivende stund er vi 38.667 borgere i Jammerbugt Kommune. Det er 136 personer flere end samme tid sidste år. Og det er 340 personer flere end samme tid i 2013 – ved udgangen af den forrige valgperiode.

Dermed har vi oplevet en fin befolkningstilvækst gennem de seneste år – men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne så, at vi blev endnu flere. Derfor gør kommunen på mange fronter en indsats for både at tiltrække flere tilflyttere – og for at holde fast på de borgere, som allerede bor her. Det er en opgave, vi ikke kan løse alene. Vi har i dén grad brug for de borgere, som alle steder er med til at vore lokalsamfund lykkes.

At Jammerbugt er en attraktiv bosætningskommune blev yderligere bekræftet i efteråret, hvor vi kunne lune os ved nye tal, der viser, at huspriserne i Jammerbugt er stigende - og faktisk ligger over gennemsnittet fra før finanskrisen. Det gælder kun for 18 ud af landets 98 kommuner. Selvom tallene er et gennemsnit, der rummer lokale forskelle, er det slet ikke så ringe endda!

Nordjysk mester i iværksætteri – og Danmarksmestre i socialt ansvar
Også på andre vigtige parametre går det godt.

Virksomhederne i Jammerbugt er rigtig godt tilfredse med erhvervsklimaet i kommunen – faktisk så tilfredse, at vi på landsplan rangerer som nr. 19 ud af de 96 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. Aldrig før siden undersøgelsens start i 2010 er der målt så stor tilfredshed med erhvervsvenligheden i Jammerbugt Kommune.

Om der er en direkte sammenhæng til det gunstige erhvervsklima ved jeg ikke – men faktum er, at flere har lyst til at starte virksomhed i kommunen. Lige nu popper virksomheder op i Jammerbugten i en sådan fart, at vi er på 1. pladsen i Nordjylland, når det kommer til antallet af nye virksomheder målt i forhold til indbyggertallet i kommunen.

Virksomhederne i Jammerbugt Kommune udmærker sig blandt andet på et helt særligt punkt: De er Danmarksmestre i socialt ansvar. Det viste en analyse fra Den Sociale Kapitalfond tidligere på året.

Over 24 procent af kommunens små og mellemstore virksomheder har mindst fem personer eller 10 procent af medarbejderne ansat i støttet beskæftigelse. Det er et resultat af virksomhedernes positive og medmenneskelige indstilling – og af kommunens store opsøgende arbejde og aktive indsats med at formidle blandt andet fleksjobs. Alt sammen til glæde og gavn for både borgere og virksomheder.

Turisme med smil og service

At rigets skønneste plet er i Jammerbugten – ja det er ikke gået ubemærket forbi folk fra nær og fjern.

Jammerbugt er stadig Nordjyllands største turistkommune målt på antal overnatninger. Det glæder mig meget, og det bekræfter mig i, at det tætte samarbejde og partnerskab, vi har på turismeområdet, også fremadrettet skal være bærende for turismeudviklingen i vores kommune. Selvom det går godt, hviler vi ikke på laurbærrene. Vi vil gerne tiltrække endnu flere turister, og vi tror på, at smil og service kan gøre en forskel. Derfor har vi i år oprettet en ny uddannelse: Et Turistakademi.

Ideen med Turistakademiet er, at ansatte i turistvirksomheder og andre, der ønsker at arbejde indenfor erhvervet, kan supplere den uddannelse, man har i forvejen med et turismecertifikat. Tanken med Turistakademiet er også, at arbejdsløse får tilbudt kurset. På den måde får man uddannet mere arbejdskraft til turismeerhvervet og får ledige i arbejde.

Tiltag i støbeskeen i 2018

Vi har altså gang i en positiv udvikling med meget lav ledighed, høj erhvervsfrekvens, vækst i antal arbejdspladser, vækst i turisterhvervet og flere overnatninger – samt en positiv udvikling i fødselstallet og det samlede befolkningstal.

Dermed havde vi et godt udgangspunkt for budgetlægningen for 2018, hvor det gode samarbejde i den afgående kommunalbestyrelse endnu engang kom til udtryk: Alle 27 medlemmer af Kommunalbestyrelsen står nemlig bag budgettet.

Driftsbudgettet for 2018 er udtryk for, at vi i Kommunalbestyrelsen prioriterer de basale velfærdsområder højt. I budgettet afsættes der midler til at dække de ekstra udgifter på dagtilbudsområdet, som er en følge af det stigende børnetal.  I 2018 etablerer vi vuggestuepladser i Pandrup og i Skovsgaard. Og vi undersøger mulighederne for at etablere vuggestue i Biersted.

I den anden ende af aldersskalaen er der afsat ekstra midler til øgede udgifter på ældreområdet. Som en del af budgetaftale 2017 blev der tilført 4 mio. kr. til plejecenterområdet, og denne tilførsel stiger i Budget 2018 til 7 mio. kr. Derudover er der tilført 3 mio. kr. fra værdighedspuljen. Budgettet anvendes til opnormering af plejepersonalet på plejecentrene i Jammerbugt Kommune.

Af andre eksempler på fokusområder i Budget 2018 vil jeg nævne:

  • Uddannelsesområdet, som vi vil styrke via udpegning af en uddannelseskoordinator.
  • Det nære sundhedsvæsen og rehabiliteringsindsatsen i Jammerbugt Kommune styrker vi med en pulje på 3 mio. kr.
  • Vi afsætter flere ressourcer til behandling af byggeansøgninger og arbejdet med lokalplaner.
  • Vi starter en proces med renovering af Saltum Skole og nybygning af Jetsmark Skolecenter.
  • Igen i år afsætter vi en pulje til renovering og forbedring af haller, herunder Idrætscenter Jammerbugt, Fjerritslev. Desuden er der afsat et beløb til Brovst Speedwaycenter og lysanlæg på Jetsmark Stadion.
  • Vi afsætter en pulje til at fremme bedre mobildækning og udbredelse af bredbånd.
  • Vi tager fat på at styrke trafiksikkerheden i Aabybro - herunder sikre skoleveje og bedre sikring af bløde trafikanter
  • Og så afsætter vi en pulje til skovrejsning – til gavn og glæde for både grundvand og borgere

Tak for året, der gik

Udgangen af 2017 markerer samtidig en valgperiodes udløb og dermed også afsked med den siddende kommunalbestyrelse. Jeg vil benytte lejligheden til at sige en stor TAK til den afgående kommunalbestyrelse – og især til de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som træder ud af kommunalbestyrelsen – enten efter eget ønske, eller fordi det ikke lykkedes at blive genvalgt. Tak for jeres store indsats, jeres velvilje, arbejdsiver og ordentlighed. Med valgresultatet fra kommunalvalget den 21. november står det klart, at jeg fortsætter som borgmester de næste fire år – og jeg glæder mig til den kommende periode.

Til alle kandidater, der blev valgt ind, ønsker jeg tillykke med valget – jeg glæder mig til samarbejdet. I den nyvalgte kommunalbestyrelse mødtes vi den 5. december, hvor vi konstituerede os på de forskellige poster. Jeg ser meget frem til samarbejdet med alle valgte i de kommende fire år, og jeg glæder mig over, at alle er med i den brede konstituering. Det lover godt for samarbejdet, og dermed godt for Jammerbugt Kommune.

Det er også vigtigt for mig at nævne de mange medarbejdere, borgere, besøgende og erhvervsdrivende, jeg har mødt ved forskellige lejligheder rundt om i kommunen – på mine busture for nye tilflyttere, til indvielser af store og små projekter, til fødselsdage, bryllupper og andre mærkedage, ved kommunens officielle markering af Flagdagen for Danmarks udsendte, ved debatarrangementer, borgermøder og andre begivenheder og besøg. Tak til alle jer, som har inviteret og taget godt imod mig, og tak til jer, som er mødt op, når kommunen har inviteret. Hvert eneste møde bringer mig ny inspiration.

Til sidst er der vist kun tilbage at ønske alle et rigtig godt og lykkebringende Nytår!

 

 

Læs flere nyheder