Jule- og Nytårsavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
29-11-2021

Cykel-turister kan opleve helt nye sider af Vestkysten

Ny cykelguidebog med gode råd til en ferie i sadlen på tur langs den smukke kyst.

Tekst og foto: Presse

Ferie på to hjul, eller bare en tur i cykelsadlen, bliver mere og mere populært hos både danske og udenlandske turister, der har opdaget, hvor meget den danske vestkyst har at byde på.
Derfor har Destination Nordvestkysten med støtte fra Erhvervsfremmebestyrelsen og i samarbejde med kollegaerne fra Destination Vesterhavet, Destination Vadehavskysten, Destination Sønderjylland og Dansk Kyst- og Naturturisme udgivet en ny cykelbog om Vestkystruten fra Ribe i syd til Skagen i nord.

560 kilometer på en nem måde

Ruten er en lang sammenhængende strækning på 560 kilometer, og med guidebogen introduceres en ny opdeling i etaper.
Det giver bedre mulighed for at tilpasse og synliggøre rutens forskelligartede og helt unikke landskaber.  
Ruten er nu inddelt i 12 etaper på mellem 25 og 65 kilometer og kan dermed let tilpasses både efter cykelgæstens niveau, ferielængde eller interesser.
For hver etape er der en beskrivelse, en anbefaling til seks gode steder at besøge, et detaljeret kort over ruten med markering af overnatningsmuligheder, toiletter og shopping samt praktisk information.

Gode råd og vejledning

Bogen indeholder udover etaperne også en generel beskrivelse af ruten, gode råd og vejledning til turen og overskuelige oversigtskort.
Guidebogen er her i 2021 udgivet på dansk, da destinationerne regner stærkt med, at de får besøg af mange danske gæster igen i år og næste år.
Bogen ligger fremme og bliver solgt på de lokale turistbureauer langs Vestkysten.
Der er desuden planer om, at guiden i 2022 også skal oversættes til andre sprog.

Læs flere nyheder