Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
14-11-2021

Den populære Saltum MTB Klassikeren er tilbage med 400 deltagere

Unge lokale rytter gjorde sig meget flot bemærket.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Lørdag blev årets udgave af det meget populære Saltum MTB-klassikeren afviklet i terrænet ved Saltum, Hune og Blokhus med ikke mindre end 400 deltagere, hvoraf mange kom langvejs fra.
- Vi er super godt tilfredse med en så stort tilslutning efter, at vi tidligere har måttet aflyse på grund af corona, siger Kurt Bruun, formand for Saltum Trim.
Og arrangørerne har kun fået tilbagemeldinger fra glade og tilfredse deltagere, som blev hjulpet godt på vej af de ikke færre end 60 frivillige.
- Vejret var med os, og sporet var perfekt og ikke for blødt og mudret, fortæller Kurt Bruun.

Otte podiepladser
Starten gik fra Nols Sø og videre ud i terrænet mod Blokhus og Hune, hvor deltagerne på de 30 kilometer vendte mountainbiken tilbage mod Saltum, mens deltagerne på 45 kilometer distancen tog en omvej via Gatewayen, inden retningen blev sat mod Nols igen.
De 400 ryttere var delt op i mænd og kvinder samt aldersklasserne 0-14 år, 14-40 år og 40 plus.
Saltum Trim havde 19 deltagere og kunne besætte 8 af podiepladserne.

Lokale talenter
Den allerhurtigste på de 45 kilometer var Nicklas Bols fra Rold med tiden 1.39.35.
Lige efter kom den lokale 16-årige Paw Kragh fra Blokhus, som tidligere har kørt for Saltum Trim, men nu stiller op for Wizard Wheels Racing.
Han kørte i den flotte tid 1.39.42.
På de 30 kilometer var Andreas Holst fra Silkeborg hurtigst med tiden 1.10.17.
Og på denne distance imponerede Lærke Andersen i klassen 0-14 år med at komme i mål i tiden 1.15.39 – og kørte undervejs også fra sin mor, Henriette Dissing Andersen, der kom i mål i tiden 1.19.50.
- Alt i alt var det en god dag med et fremragende løb, siger Kurt Bruun.

Læs flere nyheder