Sommeravis 7 kan læses her

Læs OPLEVNU 2019 her

 

http://www.kulturhusetblokhus.dk
Artikel
08-04-2019

Der er fremgang i dansk turisme

Helt nye tal fra VisitDenmark viser, at omsætningen i dansk turisme i 2017 var på 128 milliarder kroner. Forbruget drives blandt andet frem af, at flere turister besøger Danmark, og at de bruger flere penge.
Restauratør, Jakob Tømmerby mærker tydeligt den positive udvikling og glædes over, at feriebyen Blokhus er gået fra at være ”sommerdestination” til nu at være en ”helårsdestination”. 

Tekst: Lotte Kande - Foto: Presse 

De nye tal fra VisitDenmark understreger, at der de seneste år er sket en positiv udvikling i turismeforbruget i Danmark, der i 2014 var ca. 100 mia. kr. Forklaringen er blandt andet flere turismeovernatninger i Danmark, der i 2017 slog rekord for fjerde år i træk. VisitDenmarks analyser viser også, at de udenlandske turister i dag bruger flere penge under deres ophold, end de tidligere har gjort.

Turismeomsætning på 128 mia. 
Med en turismeomsætning på 128 mia. kr. i 2017 er dansk turisme godt på vej til at nå målsætningen i den nationale strategi for dansk turisme, hvor der er opsat det fælles pejlemærke, at turismeomsætningen skal nå 140 mia. kr. i 2025.
VisitDenmark har som noget nyt i 2017 beregnet forbruget fra turister, der booker deres overnatninger via deleøkonomiske platforme. Dette forbrug, der i alt udgør ca. 5 milliarder kroner af den samlede omsætning, og som ikke tidligere har indgået i tallene, er med til at skabe et mere fyldestgørende billede af omsætningen i dansk turisme.
-Turismen er efterhånden et meget stort erhverv i Danmark. Dels i forhold til at skabe arbejdspladser og dels i forhold til at skabe vækst i hele Danmark. Når turisterne desuden bruger flere penge, mens de er her, er det godt nyt for både turismeerhvervet og alle de andre erhverv, som turisterne køber varer og tjenester hos. Som minister vil jeg derfor forsat have fokus på at udvikle dansk turisme og sikre gode rammevilkår for turismeerhvervet, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Kysten er attraktiv
Kyst- og naturturismen var det største forretningsområde, der i 2017 stod for 48 procent af det samlede turismeforbrug, mens storbyturismen og erhvervs- og mødeturismen hver bidrog med 26 procent.

Også fremgang i Blokhus
Også restaurator, Jakob Tømmerby fra Nordstjernen i Blokhus bekræfter at kunne mærke den store fremgang. Han har drevet restaurant i Blokhus i 8 år, heraf de seneste 5 år på Restaurant Nordstjernen. – Der er ingen tvivl om, at jeg kan mærke den positive udvikling i min butik, siger Jakob til Blokhus avis og fortsætter. –Trykket på sommerperioden er markant stigende og der er en tendens til, at flere nationaliteter ”spiser ude” i deres ferie. Især nordmænd og danske gæster har været vores målgruppe, men over de seneste år er tyskerne også begyndt, at prioritere restaurantbesøg, nævner han. Jakob bekræfter endvidere, at man i Blokhus tydeligt mærker, at skuldersæsonen tages i brug og begrebet ”sommerdestination” er blevet afløst af ”helårsdestination”. – Det der har gjort forskellen i vores ferieby, er uden tvivl etableringen af Erhvervsforeningen, Destination Blokhus tilbage i 2012. Herfra arbejder vi alle efter samme mål og vi har økonomi til at etablere spændende tiltag i området, der gør det attraktivt at besøge Blokhus hele året. Senest iværksatte vi vinterkampagnen: ”Jul i Destination Blokhus”, der samtidig betød, at vi etablerede en skøjtebane på byens Torv, og dermed har haft rygende travlt i de mørke måneder, fortæller Jakob. Det er Blokhus i nye klæder, afslutter han. 

Stort bidrag til den danske samfundsøkonomi
-En stigning i turismeomsætningen på næsten 30 milliarder kroner fra 2014-2017 er et stort bidrag til den danske samfundsøkonomi. En væsentlig årsag er, at den enkelte udenlandske turist bruger 58 procent flere penge i døgnet i 2017 end i 2014. Det er desuden glædeligt, at det fra 2014 til 2017 er lykkedes at øge antallet af udenlandske overnatninger i skuldersæsonen med 2,1 millioner, hvoraf de 1,7 millioner er kommet uden for de store byer. Det bidrager til at, vi bevæger os i retning af en helårsdestination, siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Læs flere nyheder