Jule- og Nytårsavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
15-12-2021

Der kommer nye læger i Sundhedshus Pandrup

Omkring 6.000 borgere bliver berørt, når Nordic Medicare stopper til sommer.

Tekst og foto: Presse

Nordic Medicare stopper med at drive lægeklinik i Pandrup fra juni 2022.
Klinikkens kapaciteter har været annonceret, men der er ikke fundet en samlet løsning med praktiserende læger.
Derfor bliver en del af kapacitet tildelt en lokalt praktiserende læge, mens den resterende del af klinikken overgår til at blive en regionsdrevet lægeklinik, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

6.000 borgere bliver berørt
Godt 6.000 borgere i Pandrup, der lige nu betjenes med et lægetilbud fra Nordic Medicare, kan fra juni næste år se frem til et nyt lægetilbud.
Klinikken har været annonceret med henblik på at kunne blive overtaget af praktiserende læger på overenskomst med Praktiserende Lægers Organisation, og efterfølgende har Nordic Medicare opsagt deres kontrakt med regionen til ophør med udgangen af maj 2022.
Et vurderingsudvalg har på baggrund af de indkomne ansøgninger vurderet, at ansøgningerne samlet set ikke kunne imødekomme regionsrådets ønsker om at sikre kontinuitet i lægetilbuddet til borgerne i området.
Det betyder, at annonceringen af ydernummeret med fire tilknyttede lægekapaciteter er blevet delvist annulleret, og der har skullet findes en ny samlet lægeløsning for borgerne i Pandrup.

Lokal læge og regionsklinik
Blandt tilbudsgiverne var der ønske fra Lægerne i Pandrup ved Lisbeth Bilberg Holst om at få tildelt en 0-kapacitet. Det ønske er imødekommet, og kapaciteten skal være aktiveret inden 30. juni 2022. De øvrige tre kapaciteter vil overgå til at blive en regionsdrevet lægeklinik fra 1. juni 2022.
Regionens forretningsudvalg har bakket op om den nye lægeløsning for borgerne i Pandrup, som er indstillet af vurderingsudvalget med regionsrådsmedlem Lis Mancini (S) i spidsen.
– Vores fornemste opgave i vurderingen af tilbuddene har været at finde den løsning, der for borgerne på sigt sikrer den størst mulige kontinuitet i driften af lægepraksis. Det fandt vi ikke blandt de indkomne ansøgninger, men vi har en forhåbning om, at vi kan opnå et bredere ansøgningsfelt på et senere tidspunkt, siger Lis Mancini.
Med henblik på at udvikle nye måder at levere sundhed på og for at sikre lægedækningen for alle borgere ansøgte og fik Region Nordjylland i 2019 tilladelse af Sundhedsministeriet til at drive regionsklinikker i Jammerbugt Kommune i en 6-årig periode. Det er på baggrund af den tilladelse, at Region Nordjylland nu kan oprette en regionsklinik.
– Vi har vurderet, at den bedste løsning for borgerne er, at en lokal læge får mulighed for at tage flere patienter ind ved at få tildelt en 0-kapacitet, og at vi så opretter en regionsklinik. Det er vores mål, at lægedækningen indenfor tilladelsens periode skal normaliseres og drives på overenskomstvilkår, siger Lis Mancini.

Gratis lægeskift
Den kommende regionsklinik vil, ligesom den nuværende klinik drevet af Nordic Medicare, få til huse i Sundhedshuset i Pandrup. Regionen ønsker desuden i videst muligt omfang at overtage det eksisterende personale fra Nordic Medicare. Dette med henblik på at sikre kontinuitet for de borgere, som er tilmeldt klinikken i dag.
De borgere, der er tilmeldt Nordic Medicare Pandrup, vil som følge af overgangen til regionsklinikken få ret til gratis lægeskifte i juni og juli 2022.
Borgere, der ultimo maj 2022 er tilmeldt Nordic Medicare Pandrup og ønsker at blive tilmeldt den kommende regionsklinik fra 1. juni 2022, skal ikke foretage sig noget, idet overgangen til regionsklinikken vil ske automatisk.
Hvis en borger ønsker at skifte læge, kan det gøres ved på borger.dk at vælge en anden praksis med åbent for tilgang af patienter eller ved at henvende sig til Borgerservice i bopælskommunen.

Læs flere nyheder