Juleavisen kan læses her

Læs OPLEVNU 2019 her

 

http://www.edc.dk/ejendomsmaegler/blokhus/salgsvurdering/
Artikel
04-10-2019

Det sker: (U)hyggeligt Høstmarked og Pindsvins fødselsdag i Fårup

Fårup Sommerland holder åbent i efterårsferien fra den 12. til 20. oktober 2019. Oplev ægte efterårsstemning, når de slår dørene op til Høstfest.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Høstfest i Fårup er noget helt særligt. Skoven er klædt i varme efterårsfarver, og alle ni dage kan du opleve en masse spændende aktiviteter for alle aldre. Er du til action, fart og spænding - så vær’ klar til høje hvin og masser af sus i håret, når du tager turen i en af de mange hæsblæsende rutsjebaner. Der er også mulighed for at udfordre din mor, søster, bedste ven eller bedstefar i et spil græskar-kryds og bolle, knoldselleri-bowling eller kartoffelkast.  – Vi fyrer op for endnu en masse aktiviteter. Er du lige så god til at finde vej som Pindsvin - så skal du prøve Pindsvinds kæmpestore halmballe-labyrint! Der bliver også mulighed for at mærke den hyggelige efterårsstemning med aktiviteter som Rævens Gemmeleg til Egern og Pindsvins Høstmarked med kulørte lamper, halmkrans og farverige blomster, lyder det fra marketingchef i Fårup Sommerland Rasmus Mortensen.

De klassiske

Traditionen tro bliver der i efterårsferien mulighed for at klappe en vaskeægte kalv, se traktorer eller møde en landmand på ”Bondegården”, som kan findes på Fårups Eventplads. Efterårsferien i Fårup består ikke kun af hygge, men også lidt af (u)hygge for de mest modige. igen i år kan du opleve Det Hjemsøgte Skibsværft – hvor hele Aquaparkens omklædningsrum er omdannet til ét stort og ældgammelt skibsværft. Bag Skibsværftets store port venter der en verden af gys, skræk og forladt skibsværft-stemning.

Nyhed. Eksklusivt aftenshow

Efterårsferien i Fårup byder også på en vaskeægte nyhed. - Kom og vær’ med til at fejre Pindsvins fødselsdag, når Egern holder en forrygende og overraskende fødselsdagsfejringsfest for Pindsvin - uden at Pindsvin aner, at der kommer en fest. Showet begynder hver aften fra den 12.-19. oktober kl. 17.30, efter parken er lukket, og alle andre gæster er taget hjem, og varer indtil omkring kl. 20.00, fortæller Rasmus, der glæder sig over, at man i år kan forkæle gæsterne i endnu højere grad. – Man kan booke bord til en forrygende underholdende og smagfuld fødselsdagsfest, når Egern holder fest for Pindsvin. Der bliver underholdende skuespil med Egern, Pindsvin og Ræv, lækker 3-retters middag med masser af spændende overraskelser. Det bliver helt anderledes med bl.a. Pindsvins livretter. Lur mig, om ikke børnene i alderen 4-10 år får sig én på opleveren, siger Rasmus med et smil. Arrangementet foregår i Restaurant Loen, der i denne anledning er bygget helt om med scene, pynt og særdeles smilende servering. - Det har været et spørgsmål om at bygge endnu mere på vores aktivitets- og oplevelsesniveau for gæsterne. Efterårsferiedagene i parken slutter relativt tidligt, med denne nyhed kan vi forlænge gæsternes oplevelse og give dem en underholdende aften med særligt fokus på den gode madoplevelse. I al beskedenhed er den gode service og fede oplevelser jo vores kerneområde. Den kreative nyhed er bare med til at forstærke det, afslutter Rasmus.

 

Læs flere nyheder