Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

https://www.facebook.com/Min-Afsked-Br%C3%B8nderslev-105614877938282/?modal=admin_todo_tour
Artikel
07-10-2020

Det sker i efteråret: Turen går til…

Ganske lidt overgår efterårets pragt af gule kroner, der stråler i det skarpe solskin som tagene på kejserens tempel. Det skulle da lige være områdets mange spændende oplevelser – og flere af disse kan endda nydes i det smukkeste efterårslandskab.
Efterår er sæson for makrelfiskeriet, og derfor sættes der fokus på netop dette i Efterårsferien på Nordsøen Oceanarium.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Efterårsferie ved den nordjyske vestkyst handler ikke udelukkende om vandreture ved de smukke strande og hygge ved brændeovnen i sommerhuset. Området ved Destination Blokhus byder også på spændende oplevelser - om du er til fart over feltet, masser af fisk eller kunst og kultur, så er der noget for enhver smag.

Nordsøen Oceanarium

På kanten af det store Vesterhav - eller Nordsøen - ligger Nordeuropas største akvarium. Det zoologiske center i Hirtshals har gjort det til sin mission at give de besøgende en masse sjove og lærerige oplevelser med afsæt i Nordsøens rige dyreliv. En af de mest kendte stimefisk i Nordsøen er makrellen – og efteråret er sæson for makrelfiskeriet, og derfor sættes der fokus på netop dette henover efteråret. I uge 42 kan du bl.a. deltage i quizzer og være med, når oceanariet dissekerer makrel og viser hvordan den er i stand til at udføre sine jagtstrategier. Derudover byder Nordsøen Oceanarium på 4,6 millioner liter havvand og er hjemsted for blandt andet de forunderlige klumpfisk, stimefisk i tusindvis, glubske hajer, svævende rokker og meget mere.

Løkken Miniby

En miniature udgave

I skovområdet lige syd for Løkken Idrætscenter ligger Løkken Miniby. Her kan I på en anderledes måde få et kig ind i fortiden og se, hvordan Løkken så ud omkring år 1900. Byen er gengivet i målestoksforholdet 1:10, så du går rundt i gaderne mellem bygningerne og føler dig som en anden kæmpe, når du besøger minibyen.

Minigolf på Jambo

Europas største

I efterårsferien er det et godt tidspunkt at komme væk fra det daglige ræs og pleje familien, kæresten og vennerne med ekstra hygge. Slå jer løs blandt elefanter, eagles og krokodiller. Mens krokodillen holder vagt og elefanterne drikker vand, gør du dig klar til at besejre Europas største minigolfbane på Jambo Feriepark – med trygge omgivelser og god plads. Prøv det en enkelt gang eller køb kort til hele ferien.

Gateway Blokhus

Naturlig sjov

Prøv den fede naturlegeplads, lav snobrød over åben ild eller hvad med at prøve at sove udendørs i en af skovens shelters? Gateway Blokhus er din indgangsportal til masser af naturoplevelser som f.eks. vandre- og løbestier i klitplantagen eller en hyggelig stund på naturlegepladsen eller omkring bålet.

Fårup Sommerland

Høstfest

Fårup Sommerland holder åbent i efterårsferien fra den 10. til 18. oktober 2020. Her kan du opleve ægte efterårsstemning, når de slår dørene op til Høstfest, som er noget helt særligt. Skoven er klædt i varme efterårsfarver, og alle ni dage kan du opleve en masse spændende aktiviteter for alle aldre. Alle forlystelserne er åbne i efterårsferien - så er du til action, fart og spænding - så vær klar til høje hvin og masser af sus i håret. Der er også mulighed for at udfordre din mor, søster eller bedstefar i et spil græskar-kryds og bolle, knoldselleri-bowling, kartoffelkast eller Pindsvinds kæmpestore halmballe-labyrint.

Skulpturparken Blokhus

Blokhus Sandskulptur Festival

Blokhus Sandskulptur Festival byder i Efterårsferien på ”Eventyrlige Filmfigurer” i den 20.000 m2 store park, som er iklædt efterårets pragt og pryd. Her kan du opleve imponerende fortolkninger af Aladdin, Snehvide, Tarzan og mange flere. Derudover kan du opleve Blokhus Træskulptur Festival, en verden af leg og Skulpturparkens Salgsgalleri som byder på et spændende mix af både jern- og granit skulpturer, betonkunst, keramik og unikke malerier mm – fordelt på et 350m2 stort udstillingsområde i Arkaden. I Arkade butikken er der et stort udvalg af brugskunst, figurer, keramik, illustrationer, nips og fine sager og så er der både restaurant og café i parken.

18 Tankesteder

Storslået natur

For mange af os er efteråret ensbetydende med efterårsferie, hvor der er tid til hyggeligt samvær med familien, tid til sig selv eller måske bare til alternative oplevelser, som man ikke ellers kan få fyldt ind i en travl hverdag. Jammerbugten er spækket med flot natur, som samtidig indbyder til en masse inspirerende aktiviteter; ta’ en tur forbi et eller flere af Jammerbugtens udvalgte Tankesteder, hvor du kan opleve nogle af egnens mest storslåede naturoplevelser: Vejlerne v/Han Herred, Valbjerg Sande v/Vester Thorup Klitplantage, Svinklovene v/ Svinkløv, Sanden Bjerggaard v/ Slettestrand, Stranden og Fosdalen v/Tranum, Bratbjerg Søerne v/Brovst, Gjøl Bjerg v/Limfjorden, Mosesøen v/ Moseby, Trædestenene v/ St. Vildmose, Nørre Sø i Blokhus Klitplantage, Nols Sø v/Saltum og Kettrup Bjerge v/Grønhøj samt mange flere.

Læs flere nyheder