Tekst: Louise Kande – Foto: Bøjstrup Reklamefoto
Erhvervsforeningen Destination Blokhus er i gang med at sammensætte et spændende efterårsferieprogram for uge 42 med masser af sjove, spændende og ikke mindst familievenlige aktiviteter - uanset om man er til afslapning eller højt tempo. - Vi er allerede nu i gang med at sammensætte et program, som naturligvis tager forbehold for covid-19 situationen. Således sikrer vi os også at have særligt fokus på sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hvis alt går vel, kan i glæde Jer til By Night med fortryllende oplevelser, Drive-In Fyrværkeri, Høstmarked og halloween-hygge, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Masser af aktiviteter
Det bliver traditionen tro muligt at være kreativ til workshops, som bliver afholdt for børn i alle aldre. I løbet af Efterårsferien bliver der også lærerige aktiviteter for de nysgerrige med formidling i efterårslandskabet. - Ingen efterårsferie uden kartofler. Derfor vil der blive afviklet Kartoffelløb, og kartoffeldag i skoven, fortæller Jannie Ratke med et smil. Til de aktive, vil der traditionen tro være Yoga ved Kalstrup samt morgenbadning med de friske Søstjerner. - Eller hvad med en frisk løbetur, boksning eller en vandretur i det smukke efterårslandskab? Vi er også i gang med at finde en god løsning for bl.a. Havheksens (U)hyggelige aftenløb samt høst- og kunstmarked. Alt i alt er der lagt op til en efterårsferie med en masse sjove aktiviteter, med garanti for højt humør og god underholdning, afslutter Jannie Ratke.