Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Sommeravis 7 her

Artikel
22-07-2018

Ekstra fokus på havmiljøet i august

Jammerbugt Kommune er med i det svenske initiativ 'Västerhavsveckan', når kommunen onsdag d. 8. august byder på flere aktiviteter i børnehøjde i Thorupstrand.

Plast og affald i havmiljøet er omdrejningspunktet for ’Västerhavsveckan’ i uge 32, og Jammerbugt Kommune deltager med sjove aktiviteter i Thorupstrand.  Aktiviteterne er især målrettet familier med mindre skolebørn i alderen 5-10 år. To af de lokale skoler, Thorup-Klim skole og Fjerritslev skole, har allerede meldt deres ankomst, men der er plads til endnu flere børn og barnlige sjæle.

- På denne dag har vi sat fokus på børnene og håber at vi kan få dem til at involvere deres forældre næste gang de er på stranden. Vi håber også på, at vi kan påvirke den næste generation til at være mere bevidste omkring plastik og andet affalds skadevirkning, få dem til at sortere og derved reducere mængden af affald, fortæller Henrik Damsgaard, afdelingsleder i team vand og natur i Jammerbugt kommune. 

På dagen bliver det gjort tydeligt, hvor meget plastik en almindelig husholdning bruger på et døgn. Deltagerne involveres og skal på opdagelse efter plastik og affald langs stranden, og konkurrere om at finde det mærkeligste affaldsfund.

Plastik i naturen

Plastik i naturen kan genanvendes til meget, hvis det bliver samlet op og sorteret korrekt. - Der er gjort tiltag for at reducere mængden af affald i havet, men der skyller stadig meget affald op på de danske strande. Kommunen forsøger at indsamle affaldet, men vi kan ikke gøre arbejdet alene. Derfor prøver vi gennem en række tiltag at opfordre de gæster, der besøger strandene, til at hjælpe med opgaven – på nogle strande er opstillet pallekasser, så det er let for strandgæster at dumpe opsamlet affald, afslutter Henrik Damsgaard.

 

Læs flere nyheder