Sommeravis 2 er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
18-05-2022

Fantastiske fabeldyr og hæslige havmonstre

Fantasi og fakta forenes i fantastisk havfrueshow på Nordsøen Oceanarium.

Tekst og foto: Presse

Hele foråret har stået i de ”fantastiske fabeldyr og hæslige havmonstres” tegn på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, og lørdag 21.maj kl. 13 kan publikum opleve det fantastiske havfrueshow og efterfølgende få taget et foto med havfruen.

Nordsøen Oceanarium

Fiktion og fakta

Oceanariets tema fortsætter helt frem til 6. juni med spørgsmål som:
Hvad har en narhval at gøre med en enhjørning?
Findes Loch Ness-udyret mon? Hvor kommer sagnene om havfruer egentligt fra?
Man kommer tæt på legenden om sælkvinden, hører om Moby Dick og andre monsterhvaler.
Kan du gennemskue, hvad der er rigtigt, og hvad der er fantasi? Fup blandes med fakta, og gæsterne er med til at opklare, hvad der er sandt eller falsk – ikke så nemt som man umiddelbart tror.
- Det er en lidt anderledes tankegang end vi plejer at have i forhold til at formidle om livet i havet. At blande fiktion og fakta, som vi gør i dette tema, pirrer folks fantasi på en helt anden måde en ren faktuel viden. Det har vores gæster taget så godt imod, siger biolog og udviklingschef Kristina Ydesen.

Show med havfrue

Temaudstillingen toppes nu med besøg af en professionel havfrue, som leverer et sanseligt og spektakulært show i tanken med den 4,5 mio. liter havvand og flere end 3.000 fisk.
Havfruen Karin Prehst Lund Madsen glæder sig.
- Der findes mange fantastiske myter og fabelfortællinger fra havets univers, men virkeligheden er større. At få lov til at dykke rundt blandt alle disse fantastiske skabninger, store hajer, rokker, stimer af makreller og de bundlevende dyr, det er et privilegie og en stor fornøjelse, fortæller hun.
- At begejstre store og små med mit havfrueshow er noget jeg elsker, og at kunne kombinere min teateruddannelse med min kæmpe interesse for havet og fridykning, er helt fantastisk, siger hun.

Foto med havfruen

Marketingchef Sylvia Berglund betegner showet som toppen af kransekagen.
- Vi er sikre på at oplevelsen med en ”ægte” havfrue i vores kæmpe oceanarietank bliver toppen af kransekagen for et meget succesfyldt forårstema. Mon ikke mange børns højeste ønske bliver opfyldt, når de efter showet kan møde havfruen på land foran oceanariet, og få taget et foto sammen med hende, siger hun.

Læs flere nyheder