St. Bededags avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
11-05-2022

Fønix og Fårup Sommerland stiger mod toppen

Ny attraktion, godt vejr og koncerter har givet forlystelsesparken en flot sæsonstart.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Det er næsten en underdrivelse at sige, at Fårup Sommerland har oplevet en flot start på sæsonen. Forlystelsesparken har haft rigtig mange glade gæster forbi både op til, under og efter påsken, og det kan ses allerede nu.
- Sammenlignet med 2019, hvor vi også havde åbent i påsken, så har vi haft dobbelt så mange besøg i denne påske og den efterfølgende weekend, fortæller en glad direktør Niels Jørgen Jensen.
- Dog er der den forskel, at i 2019 åbnede vi først skærtorsdag. I år åbnede vi lørdagen før påske, altså 5 dage tidligere, men det er stadig meget flot, tilføjer han.

Fårup Sommerland Fønix

Populære Fønix

Direktøren lægger i høj grad også vægt på, at det ikke kun er i Fårup Sommerland, men i hele destinationen, at man kan se tilbage på en fremragende påske.
Et par kølige dage blev efterfulgt af det flotteste vejr, og det have betydning – men endnu større forskel gør den nye 100 mio. kr. dyre attraktion, Fønix.
- Vi er selvfølgelig meget tilfreds med den flyvehøjde, som Fønix når, og den bredde, som den har blandt publikum. Det er jo alle lige fra de 6 og 7-årige, som er over 120 centimeter høje, til de ældre, der vil prøve den, fortæller Niels Jørgen Jensen.

Tysk og norsk

Det har også være en succes at invitere til koncerter med aktørerne fra både mgp samt X Factor, og så er turisterne tilbage.
- Vi kan høre, at der bliver talt tysk og norsk på stierne, og det kan vi naturligvis godt lide. Men vi har også en stor fremgang i salget af sæsonkort, så det er også nordjyderne, der bakker op om os. Det er meget positivt, lægger Niels Jørgen Jensen ikke skjul på.

> Heino fikser alt - 14. 15. maj - se events i Fårup Sommerland

 

Læs flere nyheder