Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
13-09-2022

Fremgang i turismen i Jammerbugten

NYHED: Bedste resultat i antallet af overnatninger de sidste 4 år
Et skønt miks af vidunderlig natur og en attraktiv destination gør at flere søger til vestkysten langs Jammerbugten

Tekst : Anne Nøhr Ringgren - Foto: Poul Nymark

 I 2021 blev antallet af overnatninger i Jammerbugten opgjort til 1.035.179 frem til og med højsæsonen i juli måned og sammenligner man samme periode med 2022, så ender tallet på 1.111.036 svarende til en fremgang på hele 7,33 % viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.  

Dog har Corona-pandemien helt sikkert påvirket tallene, så ser man i stedet på 2019, som er et mere reelt sammenligningsår uden påvirkning af Corona, så er tallet dog vokset i mindre grad - svarende til et plus på 18.632 overnatninger - eller 1,7 %, som dermed efterlader det bedste resultat de seneste 4 år.

Blokhus strand

De tyske gæster er næsten tilbage i samme niveau som 2019 og fylder meget i statistikken, men den største fremgang siden 2019 er faktisk på de danske gæster med 46.119 flere overnatninger.

Ser man på hvor de mange flere danske gæster har overnattet og sammenligner det med 2019, så er det antallet af feriehusovernatninger, som har oplevet den største vækst med 3,8 %.

Det tyder dermed på, at det er de danske gæster i 2022, der i højere grad end tidligere har valgt feriehusene langs Jammerbugten.  

Til det siger PR og pressechef Kristian Andersen i Sol & Strand i Blokhus:

- Vi tror helt sikkert at Corona-pandemien har betydet at danskerne i højere grad end tidligere har fået øjnene op for kvaliteterne i dansk turisme.
Nu kan de godt rejse til udlandet igen, og det er der mange der gør, men under Corona blev de mere bevidste om hvor dejligt et miks af natur og en spændende destination, der er langs Jammerbugten.
Det betyder så nu, at selvom de måske rejser udenlands i højsæsonen, så rejser de hertil i de øvrige måneder på året. Og samtidig med, at der bliver arrangeret en del lokale events, og der bliver lagt mange kræfter i at udvikle Blokhus, så fremstår det som et attraktivt feriemål.
Det er efter vores fornemmelse grunden til at mange danskere søger hertil og til feriehusene, fortæller Kristian Andersen.

Sæsonforlængelse og manglende kapacitet

En sæsonforlængelse er noget destinationen har arbejdet for i flere år, men der er ikke helt nok kapacitet: 

- Vi har ca. 250.000 feriehuse i Danmark, men det er kun 1/5 der lejes ud, fortæller Kristian Andersen. Så vi arbejder hårdt på at ændre det, siger han.
At mange gæster søger til feriehusene udenfor højsæsonen skaber også en positiv synergi til de andre erhverv i destinationen. Det betyder blandt andet at butikker og restauranter kan holde åbent hele året.

Så det hele hænger jo sammen, og derfor vil vi gerne bidrage til den positive udvikling, som det kan være med til at skabe og håber at endnu flere vil leje deres feriehus ud, afslutter han.

Læs flere nyheder