Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
05-11-2021

Gratis aktiviteter for familierne

Butikker og borgerforening sammen om oplevelser i Pandrup.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Pandrup Kaas Handel og Erhverv samt Pandrup Borgerforening var i uge 42 gået sammen om at tilbyde områdets borgere og gæster en række gratis familie-aktiviteter i efterårsferien.
Hele uge 42 var der derfor bogstavjagt med bogstaver i byens butikker med lodtrækning om præmier til de rigtige besvarelser, og om tirsdagen var der gratis film i Pandrup Kino.

Gratis aktiviteter

Torsdag eftermiddag var der mange familier, som benyttede sig af muligheden for helt gratis at få og udsmykke et græskar på Sparekassetorvet i Pandrup, hvor der også blev serveret gratis kakao og boller.
Der blev trukket lod om en gavepose blandt deltagerne, og de heldige vindere var Elias Jakobsen, Victor Vestergaard Bak samt Isabel Heidelbach.

Efterårsferieaktiviteter i Pandrup
Og de hyggelige efterårsaktiviteter blev torsdag aften fuldt op med bålfortællinger i Anlægget, hvor Julemanden, Nissemor, en fe og sognepræst Michael Berg alle havde noget på hjertet.
Her solgte Pandrup Borgerforening også æbleskiver og kaffe til fordel for Giv En Julegave, som giver julehjælp økonomisk udsatte familier i Jammerbugt Kommune.

Et godt samarbejde

– Vi vil gerne gøre noget for byens borgere og sørge for liv og aktiviteter i Pandrup, og så vil vi gerne vise, at borgerforeningen og handelsstanden sagtens kan arbejde sammen, siger Henrik Larsen Kristiansen, formand for Pandrup Borgerforening.
– Vi vil gerne profilere borgerforeningen og vise, at den er meget mere end hestevæddeløb, tilføjer han.
Og set ud fra deltagelsen i efterårsferiens aktiviteter, så blev der taget rigtig godt imod initiativerne fra byens borgere og gæster.
I øvrigt har Pandrup Borgerforening lige sørget for opstilling af 8 nye borde-bænkesæt i Anlægget samt etableret lys ved stien.

Læs flere nyheder