December-avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

http://www.https://www.baggesen.dk/
Artikel
21-12-2020

Havs Gruppen slår sig ned på endnu en adresse i hjertet af Løkken

Søndergade 30 bliver et spændende hus og fællesskab, hvor passionen for havet bliver den røde tråd.
Det er fra venstre Christian Middelbo Outzen, Kasper og Jonas Brix.

Tekst: Christine Aarestrup Foto: Privat

Huset fra 1907 forvandles

På Søndergade 30 i Løkken er der fuld gang i renoveringen. Det indikeres tydeligt på de mange biler ude foran og den summen af liv man kan høre fra bygningen, der i denne tid er under forvandling. Det, der tidligere har været både autoværksted, restaurant og diskotek, bliver samlingspunktet for det alsidige Havs Gruppen.

Hvis du ikke allerede er stødt på Havs Gruppen, der består af Huset Havs, North Shore Surf og Hotel Løkken Strand, og nu også Søndergade 30 og den gamle Løkken Busterminal, så er det nu du får muligheden for at få et kig bag facaden og komme med i en spændende udviklingsproces. 

Kasper Brix, Bella Mass, Jonas Brix, Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen fra North Shore Surf og Huset HAVS, samt Hotel Løkken Strand, er allerede i fuld gang med at omdanne den 240 kvm store bygning på Søndergade 30 til Work Havs – et kontorfællesskab med mødefaciliteter, samt lager og administration til deres nye webshop Havsstore.

Work Havs

På kontoret kommer North Shore Surf og Bella Mass Grafisk Design desuden til at have deres daglige gang. Det bliver et dynamisk hus, hvor de, der arbejder i bygningen, kan nyde deres fælles interesse og passion for surfing. Netop derfor bliver der installeret omklædnings- og badefaciliteter, så de nemt og bekvemt kan hoppe ud på bølgerne, når vejret er til det.

Søndergade 30, der kommer til at gå under navnet Work Havs, får samme karakteristiske facade som Huset Havs, da det er vigtigt for gruppen, at være tro mod omgivelserne de befinder sig i, hvilket vækker positiv genklag i lokalområdet.

Skaber liv i Løkken

Bygningen fra 1907 har de lokale beboere længe ønsket renoveret - og nu skaber Havs Gruppen et attraktivt arbejdsfællesskab, der forskønner området og skaber sammenhængskraft i byen ved at udvikle projektet i tråd med deres eksisterende virksomheder i byen.

Den gamle Løkken Busterminal benyttes udelukkende som opbevaring og lager i øjeblikket. Der er dog masser af ideer på tegnebrættet ift. hvad bygningen kan blive til i fremtiden, men for nu er det Work Havs, der er i fokus.

Når solen atter kigger frem bag vinterdynen og naturen vågner på ny vil du ikke være i tvivl, når du passerer Work Havs. Der kommer uden tvivl til at summe af liv, du vil formentlig kunne se en række surfboards ude foran og måske sidder der endda en flok smilende ansigter på terrassen ude foran, som netop har været en tur på havet.

 

 

 

 

Læs flere nyheder