Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
30-08-2021

Historisk store investeringer på vej

Fårup Sommerland kommer stærkt ud af højsæson

Tekst og foto: Presse

Danskerne har strømmet til Fårup Sommerland i år, hvilket har resulteret i en tilfredsstillende højsæson i forlystelsesparken trods manglen på nordmænd, der normalt udgør en stor del af sommerens besøgstal. Samtidig investerer parken historisk store beløb i efterårsferien samt den kommende sæson.

Livlig højsæson
Sommerferien er for manges vedkommende forbi, og det markerer også slutningen på en livlig højsæson i Fårup Sommerland.
Forlystelsesparken har i år kunne byde velkommen til rekordmange danske gæster, hvilket har resulteret i et samlet besøgstal på 320.000 i løbet af sommerferieugerne. Det betyder blandt andet, at Fårup Sommerland atter er tilbage på 2019-niveau, som blev et godt år for forlystelsesparken med knap 600.000 gæster.
- Vi glæder os over en fornuftig højsæson, hvor vi har taget imod det antal gæster, vi havde håbet på. Vi ligger lige nu lidt over 2019-niveau, hvilket er yderst positivt ovenpå et 2020, der langt fra blev som forventet, siger direktør i Fårup Sommerland Niels Jørgen Jensen.
Han fremhæver, at gæstesammensætningen har set markant anderledes ud i forhold til tidligere år.
- Vi er vant til at tage imod op mod 60.000 nordmænd i løbet af sommerperioden, og dem har vi desværre måtte se langt efter i år. De flotte besøgstal skyldes således primært, at danskerne endnu en gang har været flittige turister i eget land. Det gælder ikke mindst vores trofaste nordjyske gæster, som også har besøgt os i løbet af sommeren.
Fårup Sommerland har samlet set oplevet vækst i besøgstallene på mellem 25 og 40 procent fra samtlige danske regioner uden for Nordjylland.

Historisk stor investering
Fårup Sommerland kunne tidligere på året melde ud, at parken næste år slår dørene op til Danmarks største rutsjebane, når Fønix står klar til at tage imod de første gæster.
Nu kan Fårup så også løfte sløret for den med afstand største eventinvestering i parkens 46-årige historie. Det sker i efterårsferien, hvor Fårup Sommerlands populære høstfestkoncept udvides med en storstilet lysfestival; Lysfald.
nder festivalen oplyses parkens enorme areal på 35 hektar, og Lysfald bliver en af de absolut største samlede lyd- og lysinstallationer i Danmark til dato.
Lysfald kan opleves i Fårup Sommerland fra 16. til 23. oktober, hvor forlystelsesparken ekstraordinært holder åbent helt til klokken 20.30.
- Det er helt bevidst, at vi opgraderer i en sådan grad på nuværende tidspunkt, og vi ser det som et vigtigt skridt på vejen ud af Corona-skyen. Vi er overbeviste om, at det er afgørende, at vi investerer i vores oplevelsesprodukt og udvikler Fårup. Lysfald bliver en ekstraordinær oplevelse, som ikke er set lige i Danmark, og jeg er sikker på, at det er investeringer som Fønix og Lysfald, der vil skabe konkurrencefordele for Fårup – og nordjysk turisme – på længere sigt, siger Niels Jørgen Jensen.

Læs flere nyheder