Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://voresjammerbugt.dk/
Artikel
10-09-2021

Hune-Blokhus er inde i en rivende udvikling

Områdets fremgang var på dagsordenen hos den lokale borgerforening.

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

I løbet af de seneste 10 år har der været en vækst i indbyggertallet i Hune-Blokhus på 14,5 pct.
Mens der i 2011 var 1.376 beboere i området, så er der i 2021 nu 1.575 indbyggere.
- Og så vi ikke en gang set væksten fra alle de nye boligbyggerier, der foregår i området lige nu. Inden for 5 år kan vi meget vel have rundet de 2.000 indbyggere, siger Poul Andersen, formand for Hune-Blokhus Borgerforening.

Områdets udvikling
Tallene kom frem på foreningens generalforsamling torsdag aften 9. september i Hune Forsamlingshus, hvor der som noget nyt blev serveret stegt flæsk og persillesovs for de 45 deltagere, og det var så stor en succes, at det gentages til næste generalforsamling lover Poul Andersen.
Udover formandens beretning og gennemgang af regnskabet, så var medlem af kommunalbestyrelsen, Merte Fuglsang Hansen, inviteret til at komme med et debatoplæg om den fremtidige udvikling i området.
Hun omtalte de mange projekter, der er  i gang, som boligbyggerierne øst for Spar, hotelprojekt samt en 9.500 kvadrat stor grund ved Stenmarksvej, der er udbudt til salg og formentlig også skal bruges til boligbyggeri.
Konklusionen var, at Hune-Blokhus er inden en rivende udvikling, hvilket også kan ses i førnævnte vækst i indbyggertallet.
Og der var en positiv respons på den spændende udvikling.
Dog blev der udtrykt modstand mod tankerne om at bygge boliger i Hune Grusgrav, da området med den særlige natur er et af Tankesteder i kommunen. Et byggeri vil også kræve tilladelse fra Stiftet..

Ros for indsatsen
Poul Andersen kom sin beretning blandt andet ind på pinse- og råvaremarked samt det kommende efterårsmarked, ligesom der er vinsmagning torsdag 14. oktober i Hune Forsamlingshus.
Beretningen blev mødt med ros fra de fremmødte til borgerforeningens arbejde med at sørge for det flotte råvaremarked samt indsatsen for, at det nye lyskryds i Hune bliver forbedret.
Der var også tilfredshed med, at der nu er planer for en redning af Sømærket.
Planen går ud på, at der anlægges en board-walk, en vandresti i træ, fra Fiskernes Hus op til Sømærket, hvor der skal være en solnedgangsplads.
Det vil mindste sliddet på klitterne og sikre Sømærket, der også gerne skal flyttes eller drejes en halv snes meter.
Task Forcen, der arbejde med kystsikringen, har sendt planerne til høring i Kystdirektoratet og afventer et svar.

Valg til bestyrelsen
Der var genvalg af formand Poul Andersen, kasserer Leif Jørgensen samt Henrik Meyer.
Merete Fuglsang Hansen og Kirsten Estrup Madsen blev valgt som suppleanter.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen er næstformand Johanne Kaae, sekretær Leena Thybo, Leif Poulsen samt John Albøge.
Hune-Blokhus Borgerforening har ca. 300 medlemmer.

 

 

Læs flere nyheder