Pinseavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://www.kulturhusetblokhus.dk/showms.asp?menuID=[6797,6888]&z=
Artikel
17-02-2021

Hvorfor ikke bruge rundkørslerne til at brande området?

Planer om at få opstillet kunst som symboliserer Blokhus og Hune

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

Hver gang Helle Møller Nielsen på turen mellem sit arbejde og hjemmet i Hune passerer den nye rundkørsel ved Fårupvej og Kvorupvej, tænker hun, at der midt i rundkørslen bør placeres kunst af Bit Vejle, Museum for Papirkunst, og det skal symbolisere Blokhus og Hune.
- Det kan blive til meget mere end bare en rundkørsel, forklarer Helle Møller Nielsen.

Begejstret for ideen
Efter kontakt til Helle Bak Andreasen, formand for Kultur- Fritids og Landdistriktsudvalget, og udviklingskonsulent Lars Haagensen tog Helle og Erik Møller Nielsen initiativ til et møde med Bit Vejle samt Poul Andersen, der er Blokhus-Hunes repræsentant i landdistriktsrådet.
- Bit Vejle var straks begejstret for ideen, og vi blev enige om at undersøge, hvad der skal til for at gå i gang med ideen, og hvad det vil koste, fortæller Helle Møller Christensen.

Flere vartegn
Derfor er landskabsarkitekt Gitte Christensen, By+Land, nu også inddraget
- Hun kender området og var straks begejstret og foreslog at udvide projektet til også at omfatte rundkørslen ved omfartsvejen og Saltum, så der bliver skabt en sammenhæng mellem de tre rundkørsler på strækningen til Hune, fortæller Helle Møller Nielsen.
- Noget, der symbolisere området. Det kan være et mini-sømærke, noget som kan være med til at brande vores område. Et vartegn.
- Vi har ikke lagt os fast på, hvilken slags kunst det skal være. Vi er åbne for ideer og alle, som synes, det er et godt projekt, er meget velkomne til at deltage, opfordrer Helle Møller Nielsen og tilføjer, at projektet måske endda kan udvides til også at omfatte rundkørslerne ved Fårup Sommerland og Saltum Kirke.

Intet er besluttet
Landskabsarkitekt Gitte Christensen skal nu finde ud af, hvad det vil koste at lave et forprojekt, som kan præsenteres for kommunen, og samtidig skal der skaffes midler til dette arbejde.
Og hos Jammerbugt Kommune er der ikke taget stilling til hverken beplantning eller evt. placering af kunstværker i den nye rundkørsel ved Fårupvej, oplyser Kristian Olsen, veje og anlæg i Jammerbugt Kommune.
- Jeg ved, at der fra forskellige sider er ønsker om udsmykning med kunst eller et mini-sømærke, siger Kristian Olsen.

Kom med ønskerne
Han opfordrer til, at man mailer sin ønsker til forvaltningen på veje@jammerbugt.dk
Så vil forvaltningen samle ønskerne sammen og vurdere, om de kan lade sig gøre - blandt andet ud fra hensyn til trafiksikkerheden - og efterfølgende præsentere ideerne for teknik- og miljøudvalget.
- Der skal jo en politisk stillingtagen til, hvad der skal se, siger Kristian Olsen.
Han understreger, at der ikke er taget nogle beslutninger, heller ikke om hvilken type beplantning, der skal være i den nye rundkørsel – om det skal være marehalm, lyng, græs, buske eller noget andet.

 

Læs flere nyheder