Efterårsavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

https://voresjammerbugt.dk/
Artikel
14-10-2021

Julefrokost med udsigt og musik

Kunstcafeen inviterer på julemenu og -hygge.

Tekst: Martin Frandsen - Foto: Poul Nymark

På bagkant af en god og lang sommer, så er den populære Kunstcafeen i Blokhus ved at forberede sig på den søde juletid, og det sker med en nyhed.
Cecilie og Anita Michaelsen inviterer nemlig til julefrokost på den nye 1. sal, Udsigten, med traditionelle danske juleretter samt musik med Montoya Band.
Det sker fredag 3. december og lørdag 11. december fra klokken 18.00 til 01.00.
- Og hvis der er gang i den klokken 01.00, så fortsætter vi bare lidt længere, fortæller Anita Michaelsen.

Lækker mad og god musik

Julefrokosten  byder på alle de traditionelle juleretter som blandt andet sild og fiskefilet samt ikke mindst hjemmelavet grønlangkål, og henvender sig til firmaer eller vennepar, der gerne vil til julefrokost.
- Det bliver julefrokost med lækkert mad, god musik og sammen med en masse andre skønne mennesker. Vi trænger jo til at komme ud og få oplevelser, siger Anita Michaelsen.
- Og med Udsigten har vi nu faciliteterne til at kunne invitere til en hyggelig julefrokost, men vi tilbyder selvfølgelig også juleretter de øvrige dage samt mad ud af huset, fortæller hun om den nye 1. sal, som også lægger rammerne til mange selskaber og fødselsdage.

Mortens Aften

Men allerede onsdag 10. november bliver en anden tradition fejret, nemlig Mortens Aften, der altid er meget velbesøgt hos Kunstcafeen.
- Vi tilbyder and ad libitum, og Mortens Aften er altid et tilløbsstykke hos os. Det er dejligt, at vi har fået de gamle traditioner tilbage efter genåbningen, siger en glad Anita Michaelsen.

> Se julemenuerne på KunstCafeen Blokhus

 


 

Læs flere nyheder