Septemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

Artikel
06-09-2022

Karsten Green kommer til Blokhus

Det bliver hylende morsomt, når den kendte stand-up komiker gæster Lanternen i Blokhus.
Nadja Vinter fra Lanternen ser frem til show med Karsten Green

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Du kender ham fra et hav af TV2 Zulu programmer, bl.a. ”Comedy Fight Club”, ”Zulus Store Datingshow” og ”Comedy Galla” mf. Og snart, kender du ham også fra at give den ”fuld gas” på Lanternen i Blokhus.

- Der skal ske noget nyt på Lanternen, siger Nadja Vinter, der de seneste år har drevet det kendte værtshus i Blokhus. – Det har længe været et ønske at få noget stand-up hertil og nu er muligheden opstået. Det er en nyhed for området og samtidig kan vi også tiltrække et lidt yngre publikum. Vi vil nemlig gerne være her for alle, fortæller hun til Blokhus avis.

Publikum kan glæde sig til en ekstrem nærværende og sindssyg sjov aften, hvor hovedpersonen ikke er bange for at udstille sig selv og sine fejl og skavanker. Og dem er der heldigvis en del af. Karsten elsker at improvisere og interagere med publikum og netop hans evner på de områder gør, at et show med ham altid føles personligt og aldrig bliver forudsigeligt. Med udgangspunkt i sit eget liv og publikum har Karstens shows altid flere røde tråde, som han med sin tilbagelænede modige stil, altid formår at binde sammen og efterlade tilhørerne i latterkramper fra start til slut.

– På Lanternen har vi besluttet at gøre aftenen til en særlig intim aften, da vi ”kun” sælger 70 billetter. På den måde kan vores publikum forvente en kunstner der kan ”mærkes”. Stedet indbyder også til at det skal være hyggeligt. Andre steder findes der stolerækker, når der afvikles shows som dette, men her hos os indbyder vi til, at man kan hygge sig i Lanternens vante miljø, afslutter Nadja, der ser frem til en spændende og anderledes aften i Blokhus, d. 19. november.

For billetter til aftenen skal man henvende sig direkte til Lanternen. Der tilbydes endvidere også billetter incl. en spiselig oplevelse. 

Læs flere nyheder