December-avisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

http://
Artikel
05-01-2021

Løkken By Camping er solgt

Den bynære campingplads skal udstykkes

Tekst og foto: Presse

Ejerne af campingpladsen Løkken By Camping på Søndergade 69 i Løkken har solgt grunden til Klithusene ApS, som har planer om at udvikle et lækkert og hyggeligt område med fritids- og helårshuse på den 25.726 m² store grund.

Det var ved at være tid
Løkken By Camping har gennem ni år haft en stabil omsætning og masser af besøgende på den store campingplads.
Men nu har ejerne Lis og Karl Kristian Nørgaard besluttet at sælge stedet.
- Vi har valgt at sælge, da vores dåbsattester spillede os et puds om, at det var ved at være tid. Så vi tog den store beslutning, siger Karl Kristian Nørgaard.
- Nu glæder vi os til at få mere ro og tid til andre ting, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det er vemodigt at skulle sige farvel til campingpladsen. Derfor er jeg også glad for aftalen om, at vi fortsætter med at drive pladsen i sæsonen 2021, så vi har mulighed for at tage ordentlig afsked med vores 40 fastliggere og de mange mennesker, der hvert år besøger os, siger han.
- I starten håbede vi, at stedet kunne fortsætte som campingplads, men hverken gennem familie, kontakter eller potentielle købere var der nogen, der bed på den idé. Da vi gik væk fra det, gik det meget hurtigt med salget. Nu er jeg meget tilfreds med, at vi tog beslutningen om at sælge, og at Klithusene ApS har købt stedet. Vi har haft en god dialog med køber, og vi glæder os til at se det nye område, som de får bygget.

Landsby i byen
Hvad der helt præcist kommer til at ske med grunden, er stadig ikke fastslået, men Klithusene ApS har købt ejendommen med formålet om at udvikle området.
- Planerne er stadig kun i den helt indledende fase, men vi går med tanker om at bygge et eksklusivt og hyggeligt område med et lille torv, bænke og beplantning med marehalm og klitter for at bringe stranden endnu tættere på. Derudover kommer der fritids- og helårshuse, som vi vil opføre i en stil i retning af byhuse, som man kender dem fra Skagen. Vi skal først nu til at udarbejde lokalplanen, så der er ikke noget, der er sikkert endnu, men vores idé er at skabe en charmerende landsby i byen. Grunden er tæt på centrum og i gåafstand til alting, så det er en optimal placering til formålet, fortæller indehaver Arne Sonnesen.

Læs flere nyheder