Sommeravis 5 er på gaden - og online. Du kan læse avisen her 

http://www.kulturhusetblokhus.dk/showms.asp?menuID=[6797,6888]&z=
Artikel
18-07-2021

Lyse forventninger

Har coronaen skabt vedvarende tendenser på sommerhusmarkedet?

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Fuglene kvidrer i trætoppene, i det fjerne høres lyden af en græsslåmaskine og om lidt er det tid til dagens første dukkert i havet, der ligger blot en spadseretur væk. Ja, der er ikke meget, der kan slå en god dansk sommer. Særligt ikke hvis den bruges i sommerhus væk fra storbyens stress og jag og hverdagens mange gøremål.

Rekordsalg

For mange mennesker er et sommerhus et frirum. Derfor er det heller ikke overraskende, at mange danskere har købt sommerhus de sidste år, udtaler Ejendomsmægler, Hans Henrik Hansen fra Ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen i Blokhus.

Faktisk så mange at aktiviteten på sommerhusmarkedet har slået alle rekorder i 2020 og det første halve år af 2021.

Det interessante er, om pandemien har været med til at skabe nogle nye vedvarende tendenser på sommerhusmarkedet, eller om det bare er forbigående tendenser.

Under corona-pandemien har der været adskillige lockdowns, lange udsigter til at rejse udenlands og samtidig har det været meget småt med de oplevelser, der var mulige at få i Danmark. Derfor begyndte mange danskere at drømme om et sommerhus, og denne tendens er altså ikke aftaget, bekræfter Hans Henrik Hansen.

Efterspørgslen lader til at være bredt funderet, og det betyder, at der ikke er nye ”pandemi-efterspørgsler”, som måske ikke ville være holdbare over en længere periode påpeger han.

Dermed er forventningerne til det kommende år på sommerhusmarkedet lyse for ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen. Nye sommerhusejere står ikke i en dårlig økonomisk situation, nu hvor pandemien forhåbentlig stilner af, og vi igen kan komme tilbage til vores nye hverdag.

-Det at rejse er en vigtig del af vores liv og de oplevelser man får dér er jo også fantastiske, men jeg tror pandemien har lært os at sætte pris på de hjemlige trygge omgivelser, og sommerhuset er netop den sikre trygge havn, hvor livet kan nydes og man kan få opladet batterierne i skønne rammer. Og helt ærligt, så er der jo ikke noget som en danske sommer oplevet på den Nordjyske Vestkyst slutter Hans Henrik Hansen

 

Læs flere nyheder