Tekst: Julie Peetz Hansen og foto: Poul Nymark
Den ene delikatesse afløser den anden specialitet, og alle fristelserne bliver krydret med kunsthåndværk, når Tovet i Blokhus hver tirsdag frem til og med 9. august mellem kl. 10 og 14 bliver omdannet til råvaremarked.
Det er Hune-Blokhus Borgerforening, som er tovholder og sørger for, at mere end 34 forskellige stadeholder kan præsentere alt fra glade grise, fisk og ost til græske og mellemøstlige specialiteter samt grøntsager, gin og andre drikkevarer.
Det lokale islæt
Borgerforeningen har arrangeret markedet i nu næsten 15 år.
- Det er en god måde at give turister og fastboende mulighed for at købe nogle gode lokale råvarer på, siger Poul Andersen.
- Derfor kigger vi også hele tiden efter lokale leverandører, og for dem er markedet en god måde at vise sig frem på og præsentere deres varer. Så det er en god tradition vi gerne vil fortsætte, fortæller Poul Andersen.