Inspiration til oplevelser ved Vesterhavet - for hele familien

Læs Septemberavisen her

Artikel
14-05-2018

Med udsigt over Jammerbugten

Jammerbugt Kommune har modtaget en ansøgning om at bygge et udsigtstårn centralt i Blokhus - en attraktion som ikke er set andetsteds både hvad angår funktion men også det visuelle udtryk.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

- De første tanker jeg havde omkring Udsigtstårnet var, at den nye attraktion skulle placeres centralt i Blokhus. En attraktion, der skulle være værd at køre efter. Noget som ikke er set andetsteds både hvad angår funktion men også det visuelle udtryk, fortæller Svend Mousten Hansen, der er manden bag projektet.  Hovedideen bag Udsigtstårnet er at skabe et visuelt smukt ’tårn’ inspireret af den lokale natur - hvor marehalmen giver det smukke klitlandskab sin identitet. - Et tårn hvori der integreres flere oplevelsesmuligheder til glæde for den brede målgruppe. Eksempelvis vil gæsterne via avanceret teknologi opleve udsigten fra 150 meters højde, fortsætter han.  

Et udsigtstårn som attraktion

Svend Mousten Hansen ønsker at etablere et 22 meter højt udsigtstårn med flere offentlige funktioner.  Den visuelle form skabes ud fra stedets identitet og karakteristika. Således vil selve oplevelsestårnet fremstå som en kerne. Det omkringliggende landskab bliver således en sammenhængende del af udtrykket. Om aftenen og i de sene dagstimer vil tårnets marehalm lyse svagt op og således fremstår tårnet også som et landmark efter at solen er gået ned. - Tårnet skal rumme et højteknologisk virtuelt rum, samt give mulighed for at opleve en smuk udsigt til Vesterhavet samt ind over Blokhus by, fortæller Svend Mousten Hansen. – Det er virkelig dejligt og mærke, at Jammerbugt kommune ser positivt på Udsigtstårnet. Borgmester Mogens Gade, Kell Agerbo, Gitte Clausen og Alicja J. Sørensen har været særdeles velvillige til at bakke projektet op, og det er jeg taknemmelig for, fortsætter han.

Centralt i Blokhus

Området, hvor udsigtstårnet skal placeres, er 837m2 stort og er beliggende i den centrale del af Blokhus, på hjørnet af Høkervej og Niels Jensensvej. Placeringen giver rig mulighed for at udforske området: - Fra tårnets stueetage tages elevator op til et foyer som ligger i ca. 17 meters højde.  Herfra kan den besøgende gå ud på tårnets ’sky walk’, som er en 360 grader gangbro rundt om tårnet. Fra foyeren kan de besøgende tage en trappe op til et 315 m2 stort virtuelt oplevelsesrum, hvor man fra et ca. 75 m2 platform kan opleve Blokhus-området virtuelt i et 360 graders skærmbillede, afslutter han.

Svend Mousten Hansen har ansøgt projektet til Jammerbugt kommune, men inden Jammerbugt kommune udarbejder forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan omkring projektet, fastlægger Lov om planlægning at alle i området skal orienteres og få mulighed for at komme med ideer og forslag til planlægning af udsigtstårnet.  Denne ”Idé periode” blev netop afsluttet i går mandag d. 14. maj.

 

Læs flere nyheder