Novemberavisen er på gaden - og online. Du kan læse avisen her

 

 

https://www.facebook.com/Min-Afsked-Br%C3%B8nderslev-105614877938282/?modal=admin_todo_tour
Artikel
16-11-2020

Mogens Chr. Gade: 3 begrundelser for nedlukning er væk

Borgmesteren presser på for en genåbning uden at spille hasard med folkesundheden

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

Presset for at få lettet de hårde restriktioner mod de 7 nordjyske kommuner, herunder Jammerbugt, vokser dag for dag.
Samtidig bliver der stadig færre bevæggrunde for at holde restaurationer, kulturliv og turisterhverv samt kommunegrænsen til Aalborg lukket.
Det understreger borgmester Mogens Chr. Gade.

Hvad er begrundelsen
- Først var begrundelse for nedlukningen mutationen, cluster 5. Den er så ikke set i nu 2 måneder.
- Dernæst var det, at vi havde rigtig mange mink på et lille geografisk område. De er nu aflivet, så den fare er væk.
- Den 3. begrundelse har så været det store smittetryk i vores kommuner. Det er der ikke længere. I dag er Jammerbugt den kommune med det 89. laveste smittetryk, og det er endnu lavere i Brønderslev og Hjørring, siger Mogens Chr. Gade.

Åbne grænser
Derfor presser han og de øvrige borgmestre ihærdigt på overfor ministre, regering og myndigheder for at få en rimelig hverdag tilbage for de cirka 280.000 berørte borgere i kommunerne samt de mange nordjyder, der med bopæl uden for de 7 kommuner ikke kan komme på arbejde, i uddannelse eller besøge familie.
- Vi skal have åbnet grænserne igen uden at spille hasard med folkesundheden.

Hjælp til turismen
Mogens Chr. Gade lægger ikke skjul på, at det er yderst vigtigt, at restaurationer og turisme-erhverv får lov til at åbne.
- Disse erhverv lider voldsomt, og nu har man lige stjålet et andet sted stort erhverv i Nordjylland, minkerhvervet. Derfor skal turismen have hjælp. På den korte bane skal man have lov til at åbne på lige vilkår som i resten af landet.

Skader image
Men også på den lange bane er der brug for hjælp.
- Der sker skade på imaget for de 7 kommuner og deres turisme, så længe DR1 bliver ved med at annoncere, at nu kommer der særlige Covid-19 restriktioner til de 7 kommuner, hvorefter hver enkelt nævnes. Derfor skal vi på den lange bane have hjælp til markedsføring af den nordjyske turisme for at genoprette den skade, siger Mogens Chr. Gade og understreger erhvervets vigtighed for Jammerbugt.

Et samlet arbejdsmarked
Han peger også på, at Nordjylland er et samlet arbejdsmarked, og langt de fleste arbejdspladser samt uddannelsesinstitutioner ligger i Aalborg.
- Nu er der igen-igen gymnasieelever, som skal blive hjemme og have virtuel undervisning, mens andre får almindelig undervisning.
- Mange af vores virksomheder i Jammerbugt er afhængige af medarbejdere bosat i Aalborg Kommune og omvendt. Det betyder meget for samfundsøkonomien, og mange virksomheder er presset i bund, siger han.

Voldsomt dilemma
Samtidig er det voldsomt dilemma for den enkelte borger at skulle afgøre, om man skal blive hjemme fra arbejde og vise samfundssind ved ikke at krydse en forbudt kommunegrænse, eller om man skal tage afsted for at være med til at redde og bevare sin arbejdsplads.
- Flere har spurgt mig om, hvad jeg ville gøre , men jeg skal ikke vurdere det, siger Mogens Chr. Gade, som efterlyser et løft af restriktioner nu.

Læs flere nyheder